Gislason: Det er koldt på Island

13.10.2008 16:53

Lørdag aften tabte Island med 2-0 mod Holland, og Brøndby IF's anfører, der spillede hele kampen, fik efterfølgende stor ros for sin indsats.

- Det var en svær kamp mod et meget stærkt hold på hjemmebane. Vi var dog ikke helt tilfredse, da vi nok burde have scoret et enkelt mål. Men omvendt er det svært at få point med hjem fra Holland, forklarer Gislason fra en mobiltelefon fra Island.

Makedonien onsdag

Gislason og resten af landsholdet rejste til Island søndag, hvor de træner frem mod kampen på onsdag, hvor Makedonien kommer på besøg.

- Hvis vi skal have nogle point i kvalifikationsturneringen, så er det nu. Vi skal vinde kampen mod Makedonien, og jeg synes også, vi har chancen. Islands landshold er på rette vej, og vi har fået en ny træner, der har medført store forandringer på vores spillestil, lyder det.

- Vi træner ikke et fast sted på Island, ligesom det danske hold har Vedbæk. I formiddags (mandag, red.) trænede vi i en lille klub her i Reykjavik, og i eftermiddag træner vi så på det stadion, hvor vi skal spille på onsdag.

På spørgsmålet om hvordan det er at være tilbage på Island, så lyder svaret prompte:

- Det er koldt! Det tager lige lidt ekstra tid til træningen, før man er helt varm, lyder det med et grin fra Gislason.

- Det er altid hyggeligt at se sine holdkammerater fra landsholdet igen, og med et godt resultat mod Makedonien, så bliver det en rigtig god tur.

Stefan Gislason vender tilbage til Brøndby i løbet af torsdagen, og træner først med lørdag, da truppen holder fri fredag.

Stefan Gislason

Stefan Gislason spillede hele kampen mod Holland i lørdags. Næste opgave hedder Makedonien, som gæster Island på onsdag.