
Endnu lettere adgang på Brøndby Stadion
07.10.2008 12:23
Brøndby IF har gennem en periode haft BILLETnet som samarbejdspartner.
Det har betydet, at fans fra hele Danmark nu har fået endnu lettere ved at sikre sig billetter til Danmarks flotteste fodboldstadion, hvor indgangskøerne er stort set fjernet og billetkøbet er gjort endnu lettere.
Print selv din billet
Et af de nye tiltag er "print selv"-billetten. På meget kort tid har mange fundet ud af, at der er mulighed for helt at undgå ventetid på Brøndby Stadion hvis man vælger denne løsning.
- Vi arbejder målrettet på at forbedre totaloplevelsen på Brøndby Stadion. Et af de punkter vi har fokuseret på er flowet ved indgangene. Det første vi gjorde var at installere et nyt, moderne adgangssystem, som virkelig er blevet godt modtaget; der er således stort set aldrig kø ved indgangen til Brøndby Stadion mere, fortæller Michael Rasmussen, der er ansvarlig for billetsalget på Brøndby Stadion.
- Næste naturlige skridt er, at få mindsket køerne foran billetsalget på kampdage. I den forbindelse er "print selv"-løsningen en vigtig brik. Vi går målrettet efter at få en stor del af salget over på denne løsning og tror meget på den i fremtiden, forklarer han.
Erfaringer fra udlandet
Brøndby IF har besøgt en lang række stadions i Danmark og udlandet for at hente erfaring og inspiration. Senest var en delegation i Rosenborg, hvor man fulgte billetsalgets faser.
- Vi havde folk i Rosenborg for at se, hvad vi kunne lære af deres billetadministration og håndteringen op til og på selve kampdagen. I Norge er "print selv" en meget udbredt og populær løsning, og i nogle klubber er det ikke ualmindeligt, at 70% af billetsalget sker via "print selv"-funktionen, forklarer kommerciel direktør, Ole Palmå.
- Det har vi set flere steder, vi har besøgt også uden for fodbolden: Både i lufthavnen, biografen og til koncerter er det jo helt almindeligt. Jeg er sikker på, at dette hurtigt vil finde indpas hos klubbens fans, der jo på mange måder selv er foregangsmænd, supplerer han.
Køb dine billetter til Brøndby Stadion her.
Køb dine print selv billetter her.
Næste kamp på Brøndby Stadion foregår d. 26. oktober. Her er modstanderen FC Midtjylland, og der er således lagt op til en spændende topkamp med mange tilskuere på lægterne.
Det er nu blevet endnu lettere at sikre sig adgang til topkampene på Brøndby Stadion, hvor der forventes run på tælleapparaterne allerede til næste hjemmekamp, hvor FC Midtjylland kommer på besøg.