
Duncan: Optimisme
23.10.2008 10:49
Målet mod SønderjyskE i søndags var Morten "Duncan" Rasmussens tredje af slagsen alene i SAS Ligaen i denne sæson. Det bringer den farlige forward op på en delt femteplads på topscorerlisten, hvilket ikke kommer bag på Duncan.
- Jeg synes, det går godt til træningen. Det er ikke så tit, jeg sparker fra kanten af feltet, men det var lækkert at se den gå ind, fortæller Morten "Duncan" Rasmussen om sit langskudsmål i anden halvleg mod SønderjyskE
Sejr mod de andre tophold
- Det er tydeligt, at alle i truppen er meget optimistiske. Vi er et tophold, og det er det, vi arbejder ud fra. Når vores spil fungerer, så er vi blandt de bedste her i landet, forklarer Duncan.
Brøndby-spillerne har trænet intenst i løbet af ugen under kyndig ledelse af trænerteamet, og kampen mod FC Midtjylland er så småt begyndt at være samtaleemnet. Og alt tyder på, at det bliver en mindeværdig dag på Brøndby Stadion med masser af tilskuere på lægterne og mange spændende aktiviteter blandt andet fra Brøndby Tifo.
Også spillerne glæder sig til kampen mod jyderne. For dem handler det om tre point.
- Vi ved, vi kan vinde. Vi har jo vundet over de andre tophold, så hvorfor ikke også Midtjylland, spørger Duncan med et skævt smil.
Kampen bliver fløjtet i gang kl. 15:30 på søndag.
Morten "Duncan" Rasmussen og resten af Brøndby-truppen glæder sig til søndagens topkamp mod FC Midtjylland.