Brøndby IF forlænger med Thomas Rasmussen

06.10.2008 14:01

Brøndby IF og Thomas Rasmussen har netop indgået aftale om forlængelse af den eksisterende kontrakt, således at landsholdsspilleren og klubben nu har papir på hinanden frem til 31. december 2011.

- Det er dejligt, det nu er på plads, og jeg nu ved, hvor jeg skal være de næste tre år. Jeg vil meget gerne være en del af det, vi er ved at skabe i klubben og samtidig være en bærende del af holdet de kommende år, fortæller Thomas Rasmussen på vej mod landsholdssamlingen.

Sulten

- Der har været snak om udlandet, og hvad jeg skulle de kommende år, men jeg er virkelig glad for, at vi nu er blevet enige om en forlængelse. Jeg er 34 år, når kontrakten løber ud, så det kan meget vel være min sidste. At slutte med Brøndby IF på toppen vil være en drøm, og jeg mangler jo stadig det mesterskab, jeg kom til klubben for at hente, lyder det.

- Jeg snupper da også gerne tre af slagsen, for det er ikke sulten, jeg mangler, tilføjer han med et skævt smil.

- Under alle omstændigheder er jeg både glad og stolt over, at klubben har ønsket at forlænge kontrakten allerede. Jeg havde halvandet år tilbage, så der var egentlig ingen hast, men det letter selvfølgelig lidt, at det nu er på plads.

- Det er en fornøjelse at være en del af den trup, vi har i Brøndby. Alt det der er sket det seneste års tid peger kun én vej, og vi er på vej tilbage til den position, vi har haft tidligere. Det er, hvad jeg er her for, og jeg glæder mig til at være med til at fortsætte den udvikling de kommende tre år.

Tilfreds sportschef

- Thomas Rasmussen viser gang på gang, at han har den rette indstilling på og uden for banen. Det er derfor, han er genindkaldt på landsholdet, og det er derfor, vi vælger at forlænge med ham, fortæller sportschef Anders Bjerregaard.

- Vi kan kun være tilfredse med at få aftalen på plads med Thomas, som har været en af de bærende kræfter på holdet i en svær periode. Med forlængelsen får vi ro omkring Thomas, som vi forventer at få meget ud af de kommende år, lyder kommentaren.

Rasmussen forlænger

Thomas Rasmussen glæder sig til de næste tre år i en trup, der på alle måder er på vej frem.