Madsen: Hårdt arbejde lig med succes

24.11.2008 11:35

Peter Madsen levede op til sit kælenavn "Magic", da han, med sidste scoring i kampen mod SønderjyskE lørdag, scorede et fantastisk flot mål, hvor højrefoden blev trukket bagom støttebenet i afslutningsøjeblikket.

Efter en skadespause er angriberen klar til at tørne ud for Brøndby IF igen, hvis chancen byder sig. Næste gang kan allerede være mod Vejle BK på lørdag, hvor efterårssæsonen sluttes af på Brøndby Stadion.

Tilbage fra skader

- Der findes vel ikke en bedre måde at vende tilbage fra en skadespause på, spørger Peter Madsen retorisk med et smil på munden og forsætter.

- Det er klart, at målet mod SønderjyskE betyder rigtig meget for mig. Jeg spillede en del kampe inden jeg blev skadet, hvor jeg desværre ikke fik scoret. Så at vende tilbage med et mål giver mig et løft, og hvis træneren vil det, så er jeg klar til mere, forklarer Peter Madsen.

- Man må ikke glemme, at de tider hvor man vandt 4-0 eller 5-0 hver anden uge for længst er forbi, så det er en super præstation, som vi leverede i lørdags. Vi spiller måske ikke 90 minutter i højeste gear, men igen; man kan ikke længere bare køre modstanderen over fra første til sidste fløjt, fortæller Madsen, der tror på endnu flere mål, når den sidste hjemmekamp på Brøndby Stadion spilles på lørdag.

- Vi er begyndt at score de mål, som vi manglede tidligere på sæsonen. Det giver sig selv, at vi får en masse selvtillid og ro på banen, når vi har tur i den. Det så vi også mod SønderjyskE. Hvorfor kommer de mål så nu, kan man spørge. Tja, vi er blevet ved at tro på det og arbejder benhårdt til alle træninger.

- Resultatet af det arbejde så vi blandt andet med 6-0 sejren, afslutter "Magic" Madsen.

Peter Madsen

Peter Madsen var tilbage med mål i støvlerne, da Brøndby IF besejrede SønderjyskE med 6-0.