Krohn-Dehli og Rasmussen på landsholdet

11.11.2008 16:44

Der blev trukket to Brøndby-navne op af Morten Olsens hat, da landstræneren offentliggjorde landsholdstruppen tirsdag eftermiddag. Det drejer sig om Michael Krohn-Dehli og Thomas Rasmussen, der begge er gengangere fra seneste landsholdssamling.

Danmark møder som bekendt Wales på Brøndby Stadion onsdag den 19. november, og opgøret vil samtidig være den sidste landskamp i 2008.

Specielt på Brøndby Stadion

Michael Krohn-Dehli, der skiftede til Brøndby IF efter sommerpausen, havde bestemt ikke regnet med interessen fra Morten Olsen så tidligt efter sit skifte fra hollandsk fodbold.

- Det er bestemt dejligt at være inde i landsholdsvarmen. Som jeg også sagde, sidste gang jeg blev udtaget, så er det ikke noget, jeg havde kalkuleret med, da jeg skiftede til Brøndby IF, forklarer Michael Krohn-Dehli efter landsholdsudtagelsen.

- Landsholdet spiller samme system, som jeg har spillet i Holland de seneste otte år, så der har jeg en klar fordel. Men i bund grund betyder det mindre for mig, om jeg spiller i et 4-4-2 eller 4-3-3-system.

- At spille kampen på Brøndby Stadion er kun et ekstra plus. Det bliver selvfølgeligt specielt at bruge vores hjemmebane til landsholdets hjemmebane, og det er kun positivt i min verden, forklarer Michael Krohn-Dehli, der har spillet to landskampe.

Kampen fløjtes i gang kl. 20.15, og der er stadig billettter. 

Michael Krohn-Dehli

Michael Krohn-Dehli er sammen med Thomas Rasmussen udtaget til Morten Olsens landsholdstrup, der skal møde Wales på Brøndby Stadion onsdag den 19. november.