Daugaard: Tre point mod Vejle

28.11.2008 12:06

Når Brøndby-spillerne løber på banen i morgen mod Vejle BK, så bliver det sidste chance til at sige farvel til en Brøndby-mand. Daugaard bliver hyldet for sidste gang på Brøndby Stadion som aktiv spiller inden han indtager assistenttrænerrollen ved siden af Kent Nielsen efter nytår.

- Det var først efter kampen i lørdags, jeg for alvor begyndte at tænke på, det er sidste gang, jeg er med til en kamp som spiller på Brøndby Stadion. Det bliver jo trist og lidt vemodig at sige farvel til min hjemmebane igennem de seneste 15 år, fortæller Kim Daugaard.

Mange offensive kvaliteter

- Jeg har været i Brøndby i mange år som spiller, og det har jeg været glad for. Og nu er jeg i den heldige situation, at det bliver en flydende overgang til trænergerningen. Det er noget, der betyder meget for mig, forklarer Daugaard.

- Jeg ved ikke, hvad den største omvæltning bliver som assistenttræner, men jeg skal passe på, jeg ikke løber på banen for at hjælpe gutterne, smiler Kim Daugaard, og forsætter i en mere seriøs tone.

- Udfordringen bliver at sætte taktikken op inden kampen. Jeg er vant til at kunne påvirke kampen på banen, men fremover bliver det kun fra sidelinjen, hvor jeg skal hjælpe spillerne. Som spiller har det været min fodboldforstand og overblik, der har båret mig igennem. Fysisk og hurtighed er ikke ligefrem mine kendetegn, griner Kim Daugaard.

- Jeg vil være med til at vinde medaljer. Gerne til sommer. Jeg har allerede nogle stykker hængende i skabet derhjemme, men jeg er bestemt sulten på flere. 

Helst et hurtigt mål

Kim Daugaard er klar i spyttet, når det gælder forventningerne til Vejle-kampen.

- Vi skal have tre point i morgen. Vi er på hjemmebane, og vi er rigtigt godt kørende i øjeblikket. Vejle skal ikke have lov til at spille bolden rundt, og så må vi se, om vi kan få lavet et hurtigt mål.

- Vi er godt stillet i på den forreste del af banen. Alle vores offensive spillere scorer mål i øjeblikket. Hvis jeg var udehold, ville jeg ikke vide, hvem jeg skulle dække op. De kan ikke bare nøjes med at kigge på to af vores spillere, for så har vi to eller tre andre, der scorer målene.

- Jeg gætter nødigt på resultatet. Det vigtigste er tre point - om det så bliver 1-0 eller 5-1, det betyder mindre, slutter Daugaard.

Kim Daugaard

Vejle-kampen lørdag bliver sidste mulighed for at sige farvel til Kim Daugaard som aktiv spiller. Efter nytår tiltræder Daugaard assistenttrænerposten.