Rasmussens tordenfod

17.03.2008 09:04

- Ja, jeg må sige at det er en god dag, smiler Thomas Rasmussen bredt.

- Vi spiller faktisk ikke vores bedste kamp, men vi kommer frem til mange afslutninger, det gør jeg også selv, og så er det jo rart at se to af dem gå ind, griner han med henvisning til det dunder-mål han selv scorede til 2-0.

Kun første skridt

- Jeg synes at kampen i dag viser at vi er kommet langt; vi spiller ikke det bedste vi kan, men der er ingen frustration eller nogen der falder igennem. Alle mand kæmper bare videre, og det betaler sig til sidst.

- Vi kæmper for hver eneste bold, og det skaber et stort pres på modstanderen, og selvom Randers helt klart var mere klar end i søndags, var der jo ikke tvivl om resultatet. Halvleg for halvleg synes jeg, vi lavede for mange uprovokerede fejl i første. men det får vi rettet i pausen, hvorefter vi får meget mere plads.

- Det er dog ærgerligt at vi ikke formår at holde nullet igen i dag, der skal vi være koncentrerede hele vejen igennem, lyder det. Vi tog et skridt, men det var kun det første af mange.

TH

Rasmussen havde flere muligheder, men ikke alle blev ramt som dén der strøg i kassen til 2-0.

Presset taget lidt af

- Der har været meget pres på truppen. Man har godt kunne mærke, at alle har været spændt, og for mig personligt har der da også været lidt flere sommerfugle i maven end ellers.

- Jeg bruger de fleste kræfter på at koncentrere mig om det defensive, hvor det offensive ligger naturligt i mig, men samlet set kan man ikke sige andet end at det offensive gik godt for mig i dag, smiler han.

- Generelt set har holdet en god selvtillid, og der er ingen tvivl for mig om, at det er den selvtillid vi skaber dagens sejr på, og også fremgangen på holdet totalt set.

- Vi træner med den samme stamme af spillere, hvilket gør at vi er rigtigt godt sammenspillede. Det betyder også at der ikke har været de store rokader i denne stamme, som igen giver os en stabilitet i spillet som lyser igennem i dag.

Og målet?

- Ja, den ramte jeg vist meget godt, griner dagens mand skævt.

2-0

Thomas Rasmussen scorede noget, der må kandidere til årets mål, da han tog chancen og bankede til en hoppende bold, der blev halvflugtet med et drøn op i modsatte målhjørne.