Rasmussen: Endnu en vigtig kamp

12.03.2008 10:37

Thomas Rasmussen var en glad mand efter pokalsejren mod Randers, og han ser frem til gensynet på søndag, hvor Kronjyderne igen kommer på besøg på Brøndby Stadion.

- Det var klart en lettelse at vinde årets første vigtige kamp. Der har fra alle sider; medier, fans og ikke mindst fra os selv, været stor fokus på sæsonstarten, og med sejren fjernede vi noget af presset fra skuldrene, men vi har stadig masser at vise og bevise, fortæller Rasmussen.

Liga-fokus

- Vi ved godt, at de vil stå klar, hvis vi kikser, men det er ikke det vi tænker på. Vi skal først og fremmest bevise over for os selv og fansene, at det ikke bare er ord. Vi har selvfølgelig fået en selvtillid, som vi skal udnytte både til kampen på søndag, men også til at kravle op i tabellen i ligaen, fortæller Rasmussen.

- Vi skal igen være tændt fra start af, og få lagt et godt pres på modstanderen. Vi spiller med en god aggressivitet i spillet, og får på den baggrund skabt en masse chancer, som vi skal udnytte.

- Kampen i søndags er overstået, og nu handler det kun om næste ligakamp. At modstanderen er den samme betyder faktisk mindre, for det er en helt ny kamp, som skal angribes med samme indstilling fra alle mand, lyder det.

Tilskuerfremgangen på Brøndby Stadion ser ud til at fortsætte, og du kan allerede nu sikre dig en billet til søndagens sæsonpremiere.

vupti

Banen er forhåbentlig kommet sig efter Thomas Rasmussens arbejdsraseri på kanten i pokalkampen. Her sætter han en Randers-spiller, og den slags aktioner vil der være mange tilskuere, der ser frem til igen på søndag.