
Randrup til vægs
28.03.2008 15:54
Da Anders Randrup i onsdagens landskamp mod Tjekkiet 20 minutter inde i anden halvleg blev skiftet ind, kvalificerede han sig samtidig til Wall of Honour på Brøndby Stadion.
Landsholdsvæggen indeholder alle de spiller-navne, der gennem tiden har repræsenteret deres land, mens de har spillet i Brøndby IF, og med Anders Randrup er totalen nu oppe på 61 landsholdsspillere.
Den yngste siden Michael Laudrup
19-årige Anders Randrup blev med sin landskamp den yngste landsholdsdebutant siden Michael Laudrup, men under dagens seance, hvor Randrup kunne afsløre sit eget navn på væggen helt uden brug af lift eller andre hjælpemidler end den obligatoriske snor, virkede den unge back mere end almindeligt rutineret.
Der var masser af tilråb fra medspillerne, men unge Randrup tog oplevelsen i stiv arm, og under sin takketale sagde han blandt andet:
- Det er godt nok gået hurtigt, men det viser også lidt om hvor langt vi er nået som hold. Der står allerede 3 navne på tavlen i år, og det skyldes, at vi har været inde i en rigtig god udvikling. Lad os fortsætte den udvikling, så kommer der også endnu flere navne på tavlen, lød det, hvorefter Randrup gik til champagneflaskerne, der blev åbnet med behørige brag.
Billeder fra væg-seancen
Sportschefen og den samlede trup ønskede tillykke til den nyeste A-landsholdsspiller i kullet.
Den anden dansker siden Daniel Agger afsløres på tavlen med et fikst træk i snoren. Træk og slip systemet fungerede til perfektion denne gang - til stor glæde for en lidt nervøs spiller.
Phew... glæden kunne ikke skjules, men det var nok ikke kun snoren, der gav det store smil på back-kometens læber. Som den yngste siden Michael Laudrup, kom Randrup på det danske landshold.
Der blev takket behørigt under tilråb og stor jubel. Backen holdt dog pokerfjæset, og takkede sine medspillere.
Som traditionen det byder blev der budt på champagne og kransekage.
Anders Randrup og resten af holdet er klar til søndagens storkamp på Brøndby Stadion, hvor AaB kommer på besøg kl. 18:00.