
Nyt fra skadesfronten
27.03.2008 13:10
Efter en periode uden skader er der igen travlhed ved behandlingsbordet.
Det er hovedsageligt offensiv-spillere, der er ramt, og således er 4 af truppens angribere skadet på den ene eller anden vis. brondby.com har fået en opdatering af sundhedschef Johannes Breum.
Fremgang
Peter Madsen
- Efter sin operation for sportsbrok har Peter nu trænet med bold de seneste par uger, og han træner delvist med holdet. Han har været med på lige niveau med resten af truppen en enkelt gang, men vi forcerer ikke noget. Går alt efter planen, kan det ikke udelukkes, at det kan gå relativt hurtigt, men vi kan ikke sætte en endelig dato på endnu.
Morten Duncan Rasmussen
- Han fik en fiberskade i det ene baglår. Den slags tager som regel 4-6 uger, og det er udgangspunktet.
David Williams
- Han har fået sene-betændelse ved det ene knæ. Han er i øjeblikket på et skåneprogram og træner individuelt. Det er håbet, han kan træne med truppen næste uge.
Nicolaj Agger og Mikkel Bischoff
- De træner begge individuelt efter forstrækninger. Det går fremad med dem begge, men det er stadig svært at sige præcis, hvornår de er klar.
Kasper Lorentzen
- Har trænet meget hårdt de seneste dage også med bold og vendinger, men ikke med holdet i kampøvelser endnu. Kasper er i fremgang, men vi passer på ikke at forcere noget.
Brøndby-angrebet er blevet lagt ned af skader, men sundhedschef Johannes Breum melder om fremgang hos flere spillere. Duncan, der her ses liggende i græsset på Farum Park, må dog stadig vente mindst 4 uger, som det ser ud lige nu.