
Køhlert: Mange vindertyper
16.03.2008 23:11
Vi har et hold med mange vindertyper, og jeg er meget tilfreds med dagens indsats.
Jeg synes, at holdet viser den rigtige attitude med vilje og gejst, og jeg ser egentligt kampen som en naturlig fortsættelse fra i søndags. Vores midtbane arbejder i dag meget hårdt, og med det pres vi lægger, lykkes det også at skabe flere kontrastød og en del chancer, fortæller cheftræneren efter kampen.
Fællesskabets sejr
- Det skal dog siges, at vi i dag smider flere bolde væk end i sidste kamp, men til trods for det formår vi at fastholde koncentrationen. Igen i dag skaber vi rigtigt mange chancer, og når jeg skal gøre kampen op, står jeg tilbage med det klare indtryk, at vores kollektiv fungerer, og det fungerer godt, lyder det.
- Vi har skabt en stamme af spillere, hvor det er naturligt at arbejde for hinanden og at bakke hinanden op. Der er en god fordeling af rutinerede spillere og de talenter, der i mine øjne skal være plads til.
- Randrup har jeg tidligere fremhævet som en storspiller in spe, og det viser han også i dag. Samtidig kan alle se, at en Mike Jensen har udviklet sig kolosalt på det sidste. Samlet set synes jeg, at vi har den rigtige kemi på holdet, hvilket tydeligt kan ses på banen.
- Vi kan stadig blive bedre til at spille fodbold, men vi skal holde fast i, at vi har sat en udvikling i gang. Med tre point i dag har vi allerede taget et mileskridt, hvor vi har hentet point til midterholdene, hvor hullet nu er lukket, konkluderer Køhlert.
- Nu er de to meget vigtige kampe overstået, og man må sige, at vi er bestået. På den måde er jeg naturligvis tilfreds, men det er klart at det også er en lettelse, efter lang tids pres. Det nytter bare ikke, hvis vi slipper her, så det handler ganske simpelt om, at fortsætte ud af sporet og holde fuld fokus fra kamp til kamp. Vi har et hold med mange vindertyper, og det skal bære hele vejen gennem foråret, fortæller cheftræneren.
Anders Randrup spillede en stor kamp på højre back-pladsen, og fremhæves af cheftræneren, der dog mener at holdet som sådan er triumfator i dagens kamp.