
Køhlert: God start på året
09.03.2008 21:07
- Konklusionen er vel, at efter kampen i dag lever drømmen videre, evaluerer en tilfreds Tom Køhlert.
- Der er ingen tvivl om at sejren giver selvtillid, men den viser også at det store arbejde, der er gjort hen over vinteren, har båret frugt. Vi har arbejdet hårdt frem mod denne 'vind eller forsvind'-kamp. I træningskampene gik vi ikke specifikt efter sejre, men på at blive så klar som muligt til denne kamp, og det lykkedes, lyder den korte vurdering.
Stærk defensiv
- I forhold til efteråret er der mange ting, der er ændret, men jeg vil alligevel fremhæve forsvaret i dag. Vi står rigtigt godt i defensiven, hvor Max også viser det, han står for. Generelt set synes jeg, at vi gør det rigtigt godt som hold i dag, men indsatsen bliver også krydret med mange gode enkeltmandspræstationer.
- Hele kampen synes jeg er godkendt, men det er klart, at der er nogle ting, der bliver forbedret, når vi får flere rutiner på plads.
- Selvom vi naturligvis har trænet meget over vinteren, skal der nogle flere kampe til, inden alle aftaler kommer helt på plads. Hvis vi skal tage fat i noget negativt, er det, at vi scorer for lidt. Vi skaber rigtigt mange chancer i kampen, og har flere gode afslutninger, men det skal også resultere i mål, lyder det.
- Nu skal vi se frem mod næste søndag, det bliver en helt anden kamp. Vi skal fastholde fokus på at komme op i tabellen. Vi må ikke lade os lulle i søvn over, at vi nu er videre, men vi skal holde fast i den præstation vi leverer i dag, runder Køhlert af.
Køhlert og Jensen diskuterer kampens forløb.