Haraldsson: Store muligheder

13.03.2008 13:09

- Der er tre gode grunde til, at jeg er her i dag, og starter som administrerende direktør i Brøndby IF pr. 1. april 2008.

Således lægger Brøndby IFs nye administrerende direktør, Hermann Haraldsson ud på dagens pressemøde.

Danmarks stærkeste sportsbrand

- Da jeg fik henvendelsen, om jeg var interesseret, startede jeg med at kigge på Brøndby IF's værdigrundlag. Og jeg blev bekræftet i det, jeg egentlig altid havde troet: At der er nogle fantastisk gode og sympatiske værdier, som jeg står 100 procent inde for, og som gør, at jeg synes, det meget interessant.

- Det andet er, at jeg synes, der er nogle spændende forretningsmæssige muligheder i Brøndby IF. Brøndby er ubestridt Danmarks stærkeste sportsbrand. Og det giver fantastisk mange muligheder for klub og selskab.

- Den sidste grund, og det er så bonusgrunden, kan jeg sige. Jeg er selv gammel fodboldspiller, stor Brøndby-fan. Jeg har sæsonkort til Brøndby Stadion, så at få lov til at arbejde i Brøndby, det er jo bare en drøm, smiler Hermann Haraldsson. 

- Værdierne jeg taler om her, vilje, ambition og engagement. Viljen til at ville være nummer et, være de bedste. Det er noget, jeg gerne vil være en del af.

Hermann Haraldsson kommer også kort ind på de ambitiøse mål:

- Vi skal igen være Nordens stærkeste fodboldhold. Vi skal have den stærkeste fodboldøkonomi, og vi skal ud og gøre os gældende i Europa. Det er målene, og dem arbejder jeg for. Jeg ønsker ikke at være nummer to!

Presse-seancen fortsætter lidt endnu og brondby.com følger op.

haraldsson

Hermann Haraldsson er på plads som administrerende direktør 1. april 2008.