
Flere spillere i landsholdsaktion
27.03.2008 09:56
Der var masser af landsholdsspilletid til Brøndby-spillerne i går.
På det danske A-landshold, der spillede 1-1 mod Tjekkiet, var Thomas Rasmussen i startopstillingen, og Anders Randrup blev skiftet ind midt i anden halvleg og fik dermed debut.
Ros til Randrup
Efter kampen mod Tjekkiet havde Morten Olsen kun pæne ord at sige om Anders Randrups indsats:
- Anders skulle lige finde fodfæste over for en klassespiller som Plasil, der vel er et af de største talenter i europæisk fodbold lige nu. Plasil har et fodskifte, man ikke ser herhjemme, men efter de første minutter på banen optrådte Randrup med imponerende ro og tog del i det om byggende spil, lyder bedømmelsen.
- Det vidste vi han kunne, efter det vi har set, sagde Morten Olsen om Brøndby-backen.
U-21 og Island
På U21-landsholdet var der også Brøndby-debut. Den kom i form af Mike Jensen, der startede på banen, ligesom det var tilfældet for Tobias Mikkelsen og Martin Spelmann. U21-landsholdet tabte 0-1 til Sverige, men alle tre Brøndby-spillere spillede fint i følge Tobias Mikkelsen:
- Det var en god og tæt kamp. Vi var alle 3 på banen fra start, og især i første halvleg spillede vi rigtig godt som hold. Vi skabte en del chancer, men bolden ville ikke ind, så man kan ikke sige så meget til, at vi tabte trods godt spil, fortæller Mikkelsen.
Island slog Kroatien 2-1, og her var der fuld spilletid til Stefan Gislason, der spillede hele kampen på den islandske midtbane.
Anders Randrup fik debut i rødt og hvidt og fik rosende ord med på vejen af landstræneren.