Duncan og Rasmussen på landsholdet

17.03.2008 14:49

Der blev plads til to gange Rasmussen, da Morten Olsen i dag offentliggjorde landsholdstruppen til landskampen mod Tjekkiet.

Således er både Thomas Rasmussen og Morten Duncan Rasmussen blandt de udvalgte, og dermed kan Duncan blive næste mand på Wall of Honour, som landsholdsspiller nummer 61 i Brøndby IFs historie.

Vil bide sig fast

Thomas Rasmussen er naturligvis glad for udtagelsen:

- Jeg er super glad. Det er anden gang i træk jeg er med i truppen, og jeg håber at kunne bide mig fast for alvor, så jeg også er med i fremtiden, lyder det på telefonen.

- Målet for mig er, at fortsætte den gode udvikling jeg er inde i. Jeg skal udvikle mig og gøre det endnu bedre for Brøndby, og på den måde forblive i landstrænerens bevidsthed. Når vi spiller som vi har gjort de første kampe, er det også lettere for mig, at gøre det godt.

- Jeg glæder mig til samlingen, og håber selvfølgelig på at landstræneren mener jeg er god nok til, at få spilletid, lyder det.

Brøndby IF har dermed 2 mand i A-landsholdstruppen ud af de 7, der er udtaget fra SAS Ligaen. Landskampen mod Tjekkiet spilles onsdag d. 26. marts.

Randrup og Mikkelsen på U21

Samtidig med A-landsholdsudtagelsen blev også U21-landsholdet udtaget. Her blev det til et come back til Tobias Mikkelsen efter han har stået over de sidste par kampe. Anders Randrup har den seneste tid været fast inventar på U21-landsholdet, og er ligeledes udtaget til kampen mod Sverige.

Tobias Mikkelsen har spillet 8 U-landskampe og Anders Randrup har spillet 34. Begge spillere er noteret for en enkelt scoring.

thomas rasmussen

Thomas Rasmussen og Morten Duncan Rasmussen er udtaget til A-landsholdet, der onsdag i næste uge spiller landskamp mod Tjekkiet.