
Bjerregaard: Vi har fundet den bedste
13.03.2008 15:35
- Da vi meddelte, at Brøndby IF skulle have ny administrerende direktør sagde vi, at vi går på markedet for at finde den bedste. Med hjælp fra konsulentfirmaet Amrop Hever har vi nu fundet den bedste!
Således beskriver bestyrelsesformand Per Bjerregaard dagens offentliggørelse af den nye administrerende direktør; Hermann Haraldsson.
Dygtig erhvervsleder
- Det er en rigtig god dag for Brøndby IF. Vi har stadig den fornemme indsats vores spillere leverede i søndags i erindringen, og dermed fik vi den bedst mulige start på foråret. I dag præsenterede vi så endnu en glædelig nyhed, fortæller bestyrelsesformanden.
- Vi har i Hermann Haraldsson fået en erhvervsleder, der gennem ledelsen af virksomheder de seneste 10-12 år har vist stor dygtighed, ikke alel til at lede virksomhederne, men også til at udvikle dem kraftigt og skaffe gode økonomiske resultater. Og det er sket samtidig med, at virksomhederne har taget priser som nogle af de bedst ledede virksomheder i branchen, lyder det, og Bjerregaard fortsætter:
- Det forretningsmæssige har været bestyrelsens primære fokus. Med Hermann Haraldsson har vi så fået en mand, der både matcher den forretningsmæssige profil, og også selv kender fodbold fra banen, idet han har spillet på højeste plan i Danmark, ligesom han har spillet U21-landskampe.
- Vi har fundet den mand, der kan lede og udvikle Brøndby IF forretningsmæssigt og sportsligt i årene fremover, og det glæder jeg mig naturligvis meget over, lyder det fra Per Bjerregaard.
På et velbesøgt pressemøde blev Hermann Haraldsson præsenteret som ny administrerende direktør.
De store smil var fremme hos den nye direktion, der fra 1. april vil bestå af Hermann Haraldsson og Ole Palmå.
En tilfreds bestyrelsesformand bag den kommercielle og den administrerende direktør.