
Williams til Australien
27.05.2008 11:40
David Williams er i dag draget til Australien, hvor der er kaldt til landsholdssamling forud for det kommende OL i Beijing.
Williams er en del af den bruttotrup, hvorfra den endelige OL-trup udtages, og den unge spiller er håbefuld omkring den endelige udtagelse.
Lang sommer
- Jeg har været i truppen til alle kampe, så jeg håber selvfølgelig at være med, når det endelig går løs, smiler Williams før afrejsen.
- Jeg har en fordel af, at have været med hele vejen, og man ser også positivt på de spillere, der spiller i Europa. Når det er sagt, skal der dog arbejdes hårdt i de kommende træningslejre, for intet er givet på forhånd.
- Vi mødes af flere omgange, og truppen bliver så indsnævret op mod OL. Hvis jeg bliver udtaget, er der ikke udsigt til rigtig ferie i år. Så bliver det enkelte dage hist og her, men det lever jeg med, fortæller Williams med et skævt smil.
- Det vil desværre betyde, at jeg ikke er i Brøndby før midt i august, og det er lidt surt. Jeg føler, jeg efter min skade i foråret igen er kommet tæt på holdet, så det er surt at misse hele optakten og den første del af turneringen. Omvendt håber jeg selvfølgelig, at en eventuel OL-deltagelse og forhåbentlig spilletid under legene vil være med til, at løfte mit spil endnu mere, lyder det forhåbningsfuldt.
David Williams er en populær herre i Brøndby IF's fanskare. Han er nu draget til Australien, hvor det handler om at blive udtaget til hjemlandets OL-hold og dermed få spilletid i den store olympiske turnering.