Uafgjort mod Viborg FF

07.05.2008 22:15

Brøndby IF spillede her til aften uafgjort 1-1 mod Viborg FF, der var på besøg på Brøndby Stadion.

Viborg-målet blev sat ind efter 16 minutter af Rurik Gislason, mens Chris Katongo satte pandebrasken på bolden og kunne udligne på et flot hovedstød i de døende minutter.

Tempoet manglede

Hjemmeholdet lagde ud i et rimeligt tempo, og i de første 15 minutter sad Brøndby på alt. Det blev aldrig til de helt store chancer, men egentlig sad man med en følelse af, at alt var under kontrol.

Lige indtil Rurik Gislason fra Viborg altså pludselig stod alene i feltet med Stephan Andersen, og på gæsternes første reelle chance sendte de hvidblusede midtjyder foran 1-0.

Herfra gik tempoet ud af kampen, hvilket åbenlyst passede gæsterne fint. Brøndby IF formåede ikke at sætte Viborg under pres, og omvendt benyttede gæsterne sig af enhver lejlighed til at trække tempo og tid ud af kampen.

Således kunne holdene gå til pause med 0-1 på tavlen, og underligt nok var det faktisk ikke forfærdeligt ufortjent.

Mere form i anden halvleg

Straks fra anden halvleg kom der mere gang i sagerne fra hjemmeholdets side. Tobias Mikkelsen og Daniel Wass blev skiftet ind, og især førstnævnte gjorde en forskel. Det blev til en hel del muligheder, og kun flot spil af Viborgs keeper forhindrede en tidlig udligning. Max von Schlebrügge havde et hovedstød, keeperen fik fistet væk i sidste øjeblik, Stefan Gislason havde en afslutning målmanden fik rodet væk på selve stregen, og flere muligheder bød sig.

Igen gik gassen dog af ballonen, og Viborgs forsøg på kontraløb blev ofte afværget i sidste øjeblik.

Man skulle frem til de absolut sidste minutter før Chris Katongo igen viste akrobatik. Det skete efter et flot hovedstødsmål på oplæg af Daniel Wass, der blev snittet af anfører Gislason.

1-1 og de 11.350 tilskuere fik lidt godt at gå hjem på.

Katongo

Chris Katongo gjorde en forskel, da han kom ind. Med målet til 1-1 sikrede han Brøndby IF et enkelt point i hjemmekampen mod Viborg.