Træning i solen

14.05.2008 13:10

Der var masser af stemning og intensitet til dagens træning på bane 3, hvor der både var godt og mindre godt nyt til trænerteamet.

Efter opvarmningen gik spillerne i gang med den klassiske ?kant?, hvor to spillerne er i midten og skal prikke eller tage bolden fra 5-6 holdkammerater.

Fuld tryk på

Fra start var der tryk på og det var tydeligt, at ingen ønskede at være i midten, hvor man blev udsat af alverden drillende kommentarer.

Som øvelsen skred frem, blev intensiteten højere og højere; uden det dog gik ud over pasningerne. Der blev gået til stålet, men afleverings-spillet flød i højt tempo trods sommervarmen.

I det afsluttende spil til to mål var især Chris Katongo skarp. Angriberen scorede fra alle vinkler, og holdet med bl.a. Lorentzen, Katongo og Gislason var meget dominerende og agressive. Også Pierre Kanstrup virkede fuld af kampgejst, og selvom "de unge" tabte, gjorde han det fremragende.

Både Max von Schlebrügge og Martin Retov deltog i træningen, hvilket må have glædet trænerteamet, men begge spillere måtte dog trække sig før tid. Retov og Max testes i morgen, før afgang mod Aalborg.

- Jeg håber naturligvis jeg kan spille, men det afgøres i morgen, fortalte Martin Retov efter træningen.

Truppen udtages senere onsdag, og der er afgang fra Brøndby Stadion torsdag over middag. Kampen spilles 20:30 på Aalborg Stadion, hvilket betyder at der er arrangeret flytransport frem og tilbage, for at kunne lade optimalt op til søndagens kamp mod FC København.

Gislason

Katongo og Gislason viste formen under dagens træning. Det skulle meget gerne overføres til Aalborg i morgen aften, hvor Brøndby IF møder AaB.