
Succes for U19 og Williams
02.05.2008 18:50
Brøndby IF's U19-hold er som bekendt i Schweiz disse dage, hvor holdet deltager i en turnering med deltagelse af bl.a Dortmund, Blackburn og Young Boys.
De første tre kampe blev spillet fredag, og man må sige at Peer F. Hansens unge tropper har fået en flot start på turneringen. To sejre og en uafgjort har sikret holdet en plads i lørdagens semifinale.
Williams satte holdet i gang
Holdet består af mange af de kendte talenter: Pierre Kanstrup, Patrick Mortensen, Kasper Vilfort, Daniel Stenderup, Mark Leth Petersen og Jannick Thrane. Også David Williams fra A-truppen er med, og han satte den gode stime i gang med et mål i andet minut af den første kamp.
- Det er gået strålende hernede. Vi vandt den første kamp over Sofia 1-0, og jeg scorede næsten med det samme. Mark Leth lagde bolden ind til mig, og jeg fik afsluttet lige på målmanden, men jeg fik selv returen, som jeg headede ind.
I anden kamp, hvor modstanderen var Young Boys, sad Williams uden for, men fortæller om en god kamp, der dog endte uden scoring. Herefter stod engelske Blackburn Rovers for tur, og de fik lidt at se til:
- Vi var "all over them" fra første fløjt, fortæller Williams.
- Vi vandt 2-0 og kunne have vundet større. Jeg spillede selv halvdelen af kampen og det er i det hele taget gået rigtig godt. Jeg mærker intet til skaden, og synes at timingen og spillet har været fint. Man mangler altid lidt, når man lige kommer tilbage, men alt i alt har det været rigtig godt.
- Mark (Leth Petersen) og Patrick (Mortensen) scorede vores mål mod Blackburn, og med sejren sikrede vi os en plads i semifinalen, som spilles i morgen. Jeg er virkelig imponeret over de unge drenge på holdet, de gør det virkelig godt!
- Finalen spilles også i morgen, for vi spiller kun 45 minutter af gangen, forklarer Williams.
Så pokalfinalen med holdet
David Williams og resten af holdet kunne af gode årsager ikke overvære pokalfinalen live, men en lokalt boende dansker bød hele holdet indenfor, og alle fik altså kampen at se.
- Det var fedt. Jeg ville helst have været med, men når det nu var som det var, var det super fedt at se kampen med drengene. Det var virkelig "loud" hver gang vi scorede, eller var tæt på, og vi fejrede også sejren hernede, fortæller Williams over mobiltelefonen.
- Det har i det hele taget været en opløftende tur. Vi spiller de to sidste kampe i morgen, og jeg er klar, hvis de kalder mig hjem med fly, griner den unge australier i røret, før det vist er blevet spisetid.
brondby.com følger op på de to lørdagskampe i morgen.
Williams har ikke glemt mål-næsen, og føler sig fit for fight. Han scorede det første mål i U19-turneringen i Schweiz, hvor holdet nu er klar til semifinalen.