Spillerne i god helbredstilstand

27.05.2008 11:26

Brøndby IF ønsker at sikre sine spillere bedst muligt, og i den forbindelse har specialister i hjertemedicin på Gentofte Hospital i løbet af vinteren og foråret foretaget gennemgående undersøgelser af samtlige spillere i A-truppen.

Resultaterne er opløftende, og både spillere, sundhedssektor og den sportslige ledelse er tilfredse med resultatet af undersøgelserne.

God tilstand - på forkant

- Hver enkelt spiller er blevet gennemgået grundigt og undersøgelserne har været omfattende og indeholdt spillerens historik, blodtryksmåling, elektrokardiogram og ultralydsskanninger. De umiddelbare undersøgelser, og i enkelte tilfælde supplerende undersøgelser, har vist at alle spillerne er i god hjertemæssig helbredstilstand, udtaler leder af Sportsklinikken, overlæge, dr. med. Peter Riis Hansen.

- Undersøgelserne er foretaget for at sikre bedst mulige forhold og for at gøre det bedste for at forhindre tilfælde af hjertesygdom blandt superelitespillerne.

- Netop eliteidrætsudøvere som superligaspillere udgør et særligt "problem". De har sporten som deres levevej, og det kan være fristende at undertrykke symptomer for ikke at påvirke deres position på holdet. Superligaspillere presser sig selv til det alleryderste, hvilket formentlig forværrer risikoen, hvis der er en skjult underliggende hjertesygdom, lyder det.

- Undersøgelsen af Brøndby IF's spillere er initieret af klubben, og er foretaget i samarbejde med Sportsklinikken på Gentofte Hospital. Fra sæsonen 2008/09 stiller UEFA i øvrigt definitive krav, hvilket betyder at alle superligaspillere i Danmark senest 1. september 2008 skal have foretaget en gennemgribende hjerteundersøgelse. Brøndby IF er altså på forkant med disse krav, da hele truppen nu er undersøgt, udtaler ledende overlæge, dr. med., Jan Kyst Madsen, som også er medlem af det medicinske udvalg i DBU.