Rasmussen: Vi skal vise niveauet

11.05.2008 21:58

- Det var sløjt. Vi var indstillet på at revanchere os oven på kampen mod Viborg, men i stedet kom det til at minde om den kamp. Jeg faktisk lidt svært ved at finde ord for det, erkender Thomas Rasmussen efter kampen.

- Der er ingen undskyldninger - vi må kigge på os i spejlet og tage den derfra. Vi har godt nok spillet mange kampe i dette i forår og er da lidt slidte, men kigger vi på de ligaer, som mange danske spillere drømmer om, så er det altså daglig kost dér. Vi må hanke op i os selv og hinanden, fortæller backen, der i dagens kamp ikke var så aktiv i det offensive spil som normalt.

Havde det skidt

- Jeg havde det rigtig dårligt. I pausen overvejede vi om jeg skulle ud, men jeg valgte at give det en chance. Da jeg blev skiftet ud i 2. halvleg, var jeg også fuldstændig færdig.

- Vi trænger vist alle sammen til at komme hjem og få slappet af. Og så skal vi i gear igen rent mentalt. Nu har vi spillet to kampe, hvor vi er helt nede i tempo og det er simpelthen ikke godt nok. Vi skal have gang i presset og pasningsspillet igen. Groft sagt; gøre det modsatte af hvad vi gjorde i dag.

- Allerede på torsdag får vi alle tiders mulighed for at vise, at de to seneste kampe har været smuttere. Vi går efter 3 point der - det må ingen være i tvivl om. Vi skal også vise over for os selv, at niveauet er et andet, afslutter den stærke venstreback.