
Rasmussen: Dejligt med tre point
04.05.2008 19:47
- Når vi først er vågnet, så spiller vi rigtigt flot spil, og kører dem nærmest ud af banen, men der går cirka en time inden det sker, og det er ikke godt nok, fortæller venstrebacken Thomas Rasmussen.
- Jeg synes specielt Samuel Holmén gør det godt i dag. Han har spillet godt, siden han kom til klubben, men nu begynder han også at score mål. Han arbejder stenhårdt til træningen hver dag, og det giver resultat, når vi spiller kampe.
Ikke tilfreds med placeringen
FC Nordsjælland blev søndag eftermiddag besejret på Brøndby Stadion med cifrene 3-0. Publikum måtte dog vente til et godt stykke ind i 2. halvleg, inden Brøndby-mandskabet bragte sig foran på et perlemål af Stefan Gislason.
- Det var dejlig med de tre point i dagens kamp. Vi går efter at kravle op i tabellen, og det kræver sejre hver gang. Vi er ikke tilfredse med at ligge og rode i bunden, som vi gør nu.
- Nu tager vi en kamp af gangen, og så må vi se, hvor langt det bærer, fortæller Thomas Rasmussen inden han går ind til og fejrer sejren med de andre spillere i omklædningsrummet.
Thomas Rasmussen modtager blomster for hans kamp nr. 100. Den blev spillet i torsdag i Parken, og vi husker alle, hvad det endte med.