Mere Brøndby på landsholdet

30.05.2008 07:57

Torsdag aften spillede det danske landshold kamp på udebane mod Holland, og det var med to Brøndby-spillere på banen i anden halvleg.

Således blev både Martin Retov og Thomas Rasmussen skiftet ind, og begge spillere gjorde en fin figur i den rød/hvide spilledragt.

Retov fordoblede kamptallet

Martin Retov blev skiftet ind med en halv time igen, og midtbanespilleren fordoblede dermed sit kamptal på A-landsholdet, hvor det nu er blevet til to optrædender. Senest Retov fik spilletid på landsholdet var i 2004 i en kamp mod Skotland.

Thomas Rasmussen har for alvor bidt sig fast i landsholdstruppen, og med sit indhop små 15 minutter før sidste fløjt i torsdagens opgør fik Rasmussen sin 5. landskamp i bæltet.

Der er mulighed for begge spillere, at øge kamptallet allerede på søndag, hvor landsholdet spiller den sidste træningskamp i foråret. Modstanderen er Polen, der lige som Holland, deltager i sommerens EM-slutrunde.

Retov

Månedens spiller, matchvinder i pokalfinalen og nu altså dobbelt op på landsholdet. Martin Retov har haft et forrygende forår, hvilket også må siges om landsholdskollega Thomas Rasmussen, der med et stabilt højt niveau og flere flotte mål ligeledes har sat sit præg på forårets SAS Liga.