
Max: Det forpligter
05.05.2008 09:18
- Vi fik en noget skæv start på kampen, og kommer vel ikke ordentligt i gang før Stefan scorer. Til gengæld er det da et vildt mål han får sparket ind, griner Max von Schlebrügge skævt.
Den svenske forsvarsspiller havde endnu en god dag på Brøndby Stadion, og han blev fortjent kåret som Man of the Match, efter en kamp hvor han også selv kunne have kommet på tavlen efter et fremragende angreb, startet af ham selv.
Klassemål
- FC Nordsjælland var gode til at presse os over hele banen. De var hurtige på boldholderen og det gav os problemer, specielt i første halvleg. Vi får talt tingene igennem i pausen, og får da også en meget bedre anden halvleg.
- Vi scorer så 3 mål, hvor de to er virkeligt klassemål, så når vi ser bort fra første halvleg kan vi godt være tilfredse. Jeg får selv en stor chance på kontra, men desværre lykkedes det ikke at få bolden i kassen denne gang. Jeg var helt smadret, da jeg endelig kom frem til chancen, griner Max.
- Det er klart at vi er lidt mærkede efter kampen i torsdags, men jeg synes at vi gjorde det meget godt alligevel. Alle kæmper for sagen, men FC Nordsjælland også virkede trætte til tider.
- Vi fik vist, at vi stadig er sultne ovenpå pokalmesterskabet. Vi vil vinde hver eneste kamp, og der er stadig fem tilbage. Vi har jo som sådan nået vores mål med at komme i Europa og spille, men vi vil også gerne højere op i tabellen, og så forpligter det altså at spille på Brøndby Stadion, slår Max von Schlebrügge fast.
Vinter-indkøbet Max von Schlebrügge spillede igen en afgørende rolle, da Brøndby IF vandt 3-0 over FC Nordsjælland. Svenskeren er hurtigt faldet til og bliver bare bedre og bedre.