
Madsen sulten efter mål
15.05.2008 12:44
I Aalborg er der planlagt guldfest efter aftenens kamp, men står det til Peter Madsen, kan nordjyderne godt forberede sig på at vente et par dage mere, før de kan fejre et eventuelt mesterskab.
- Ha ha, nej.. De skal ikke forvente hjælp fra os i aften, kommer det hurtigt fra Peter Madsen, der dog tilføjer: AaB har været rigtig gode hele sæsonen, så mon ikke de klarer den, selvom vi skulle snuppe de tre point, vi går efter i aften.
De sjoveste kampe
- Vi skal spille vores eget spil i aften. AaB vil have hele Aalborg i ryggen, og det er fedt at spille den slags kampe, hvor alt står på spil, og publikum er helt oppe og ringe, lyder det forventningsfuldt.
- Sidst vi var deroppe, havde vi det svært, men det er et andet hold i dag, og får vi vores eget spil til at fungere, så skal AaB være ualmindeligt gode, hvis de skal vinde, smiler Madsen, der selv er tilbage i truppen efter en lang skadespause og spilletid på andetholdet.
- Jeg er selvfølgelig meget sulten efter at spille på højeste plan. Når man har været ude i 5-6 måneder, higer man efter at komme i gang, og jeg har nu fået spillet mig i form på andetholdet, hvor det er blevet til seks mål og en del assists. Jeg fik også spilletid i pokalsemifinalen, men det er ikke helt det samme, lyder det.
- Der er ting, der fungerer, og ting der stadig skal arbejdes med, men formen er god, og når man scorer, bliver det hele lettere, konstaterer Madsen.
- I aften handler det om at hente point til tabellen. Jeg tror, AaB vinder mesterskabet uanset resultatet i aften, og for dem er det helt fortjent. Vi tog pokalen, så det er nok en kamp mellem de to hold, der tager trofæerne denne sæson, og det er jo i sig selv interessant nok. Jeg glæder mig i hvert fald til en intens kamp, slår Madsen fast.
Peter Madsen håber, at han og holdkammeraterne kan udskyde AaBs planlagte guldfest ved at vinde aftenens kamp i Aalborg. Madsen selv er sulten og håber at fortsætte målstimen fra 2. divisionskampene.