Kvinderne vandt grundspillet
13.05.2008 10:16
Mandag eftermiddag blev godt 600 tilskuere på Landlyst Stadion i Hjørring vidne til en sensationel storsejr på hele 5-0 til Brøndby IF over de nærmeste ligarivaler fra Fortuna Hjørring.
Brøndby IF sad stort set på kampen fra start til slut og lod aldrig nordjyderne få fodfæste i en kamp, der gjaldt førstepladsen i 3F Ligaens grundspil. Med sejren sikrede Brøndby IFs kvindehold sig netop denne position med 5 point ned til nærmeste forfølger: Fortuna Hjørring.
Flotte mål
Allerede i kampens 13. minut viste landsholdsangriber Tanja Mejer Christensen, hvorfor hun atter er at finde i Kvindelandsholdets bruttotrup, da hun opfangede en stikning i dybden og fikst trak udenom Heidi Johansen i Hjørring-målet. Fortuna-keeperen trak i nødbremsen og fældede Tanja Mejer Christensen, men dommerens fløjte forblev tavs. Kort efter måtte en skadet Lene Jensen lade sig udskifte og senere måtte Nanna Christiansen følge efter, efter et hændeligt sammenstød med Fortuna Hjørrings Heidi Johansen.
Selvom Brøndby-holdet fortsat sad tungt på spillet skulle man frem til de sidste minutter af 1. halvleg førend de blå/gule for alvor viste tænder. Efter et drop af Fortuna-keeper Heidi Johansen kunne Tanja Mejer Christensen vise sine tidligere holdkammerater at målinstinktet for alvor er tilbage og skubbe bolden i mål til Brøndby-føring på 1-0. To minutter senere udbyggede 3F Ligaens topscorer Maiken With Pape føringen til 2-0.
Brøndby IFs kvindehold sikrede sig i weekenden førstepladsen i grundspillet.
Publikum var knap nået på plads efter pausen før Ditte Larsen med en smuk afslutning uden for feltet resolut bankede bolden i netmaskerne til 3-0 og reelt lukkede kampen. Hjørring-spillerne virkede rådvilde og opgivende, mens Brøndby-spillerne i overlegen stil kørte bolden rundt i egne rækker.
I kampens 73. minut blev Brøndby IF ramt af en udvisning til Maiken With Pape, men det var ikke til at se at Brøndby-holdet var i undertal. Med yderligere to flotte scoringer før sidste dommerfløjt til henholdsvis 4-0 og 5-0 kunne Tanja Mejer Christensen cementere en historisk storsejr over Fortuna Hjørring og sætte punktum for 3F Ligaens grundspil med Brøndby IF på en fortjent førsteplads.
Cathrine Paaske i fremdrift.
Nu gælder det de afgørende slutspilskampe, hvor Brøndby IF går efter at vinde det danske mesterskab for 6. år i træk.
Kampfakta
43. minut 0-1 Tanja Mejer Christensen
45. minut 0-2 Maiken With Pape
46. minut 0-3 Ditte Larsen
82. minut 0-4 Tanja Mejer Christensen
85. minut 0-5 Tanja Mejer Christensen