Køhlert: Godkendt 2. halvleg

07.05.2008 23:29

- Jeg skal ikke stå her og være negativ, bare fordi vi kun får et point mod Viborg i dag, fortæller træner Tom Køhlert de ventende journalister efter det uafgjorte resultat mod SAS-ligaens næstsidste hold.

- De første 15 minutter i første halvleg var gode, mens den sidste halve time inden pausen var rædselsfuld. Kigger vi på 2. halvleg, så synes jeg, den er godkendt. Hvis vi får målet lidt før, er jeg sikker på, at vi også vinder kampen. 

Hårdt program

- Der er tydelige træthedstegn hos flere af spillerne - både fysisk og psykisk. Max er et godt eksempel på, hvor trætte spillerne er. Han har krampe i hele kroppen, men kæmper alligevel videre, forklarer Køhlert.. 

- En af hjørnestene i foråret er, at vi spiller med samme stamme på holdet. Det er en af grundene til, vi står som vindere af pokalturneringen og har gjort det hæderligt her i foråret. Vi kører med samme opstilling, om så folk skal dø med støvlerne på.

Efter Viborgs føringsmål trak det jyske mandskab sig tilbage på banen for at forsvare føringen. Noget Brøndby IFs træner-team garderede sig i mod med indskiftningen af Daniel Wass i pausen.

- Viborg satser på hurtige kontrastød efter de kommer foran. Derfor tager vi Mark Howard ud og lægger Anders Randrup ind i midterforsvaret i stedet. Han er en anelse hurtigere, så han kunne holde trit med deres hurtige angribere.

- Afslutningsvis kan vi godt blive enige om, at der var et par af vores nøglespillere der ikke gør det så godt i dag, men vi skal stadig huske på, at 6. pladsen er inden for rækkevidde, slutter Tom Køhlert af.

Max von Schlebrügge

Max von Schlebrügge kæmpede kampen igennem. Han har tilspillet sig en fast plads i Tom Køhlerts grundstamme på holdet.