
Køhlert: Bittert
24.05.2008 18:37
- Det er bittert at stå her efter kampen som tabere. Vi har flere muligheder for at afgøre kampen til vores fordel, men desværre er vi for uskarpe foran mål, hvor jeg tæller fire store chancer ud over det brændte straffespark, fortæller en skuffet Tom Køhlert efter kampen mod Randers FC.
- Det er svært at forlange, at vi holder nullet, når vi spiller så offensivt, som vi gør. Og vi når hører, at Esbjerg er foran og der mangler 20 minutter, så satser vi alt. Der er ikke noget at sige til, de går ned og scorer til sidst på en kontra.
Flere positive ting
- Hvis jeg skal kigge på de positive ting, vi kan tage med fra kampen, så synes jeg, at vores pasningsspil langs jorden fungerer godt i store dele af kampen, og vi udspiller Randers ved flere lejligheder. Jeg er egentlig også godt tilfreds med første halvleg, men desværre for os, kommer Randers ind i kampen igen i anden halvleg, da de udligner.
- Vi laver en taktisk udskiftning, da vi tager Daniel Wass ud og sætter Jacob Berthelsen ind. Wass er ved at gå død, og Fanbinho er på vej på banen. Vi kunne også se, at Anders Randrup havde lidt problemer med Marc Nygaard i midterforsvaret. Så Berthelsen, der er hurtig, kommer ind i tager pladsen i midterforsvaret, hvor vi så rykker Randrup ud på højrebackpladsen, forklarer Køhlert.