
Gislason: 1 ud af 100
05.05.2008 09:38
- Det var nok det bedste mål jeg nogensinde har scoret!
Således beskriver Stefan Gislason dét mål, der søndag satte Brøndby IF på sporet til 3-0 sejren over FC Nordsjælland. Et mål der da også må kandidere til titlen som årets bedste i ligaen, selvom både Thomas Rasmussen og Samuel Holmén nok mener, at deres mål tidligere på året også er med i opløbet.
Perfekt
- Jeg ramte bare bolden perfekt, og det var dejligt at se den gå ind. Hvis jeg prøver 100 gange mere, er jeg ikke sikker på at jeg rammer målet på et eneste spark, men jeg vidste den ville gå ind, lige da jeg ramte den, kommer det fra en glad anfører.
- Vi havde dog problemer med FC Nordsjælland helt op til målet. Det er et godt hold der fik os til at arbejde meget i dag, specielt i første halvleg.
- Vi brugte en masse kræfter på at få spillet til at flyde, og når det så kom til at skabe chancer, havde vi bare ikke overskud. Vi kommer så tættere på hinanden i anden halvleg hvor spillet kører noget bedre. Da vi så får første mål, løsner vi op og får tingene til at køre.
- Jeg er godt tilfreds med kampen i dag, indstillingen er ok, organiseringen er ok, og da vi får rettet taktikken til, kommer målene også. Vi skal bare have så mange point som muligt, og det var tre mere på kontoen.
Glade tilskuere
- Vi kunne mærke fra start at de mange tilskuere var glade ovenpå pokalsejren, og selvom de nok ikke var tilfredse med indsatsen efter de første 45 minutter, tror jeg at de var tilfredse efter de 90 minutter. Det var godt at give dem en sejr også i dag.
- Personligt scorer jeg mere end jeg har gjort tidligere, men jeg har også en ny rolle hvor jeg har mere frihed. Jeg tror at jeg siden vinter har scoret lige så mange mål, som jeg plejer på en hel sæson. Når det så også bliver mål som det i dag, kan man jo klare det hele, smiler anføreren bredt.
Gislason jubler med Rasmussen lige i hælene. Bliver det også sådan i konkurrencen om årets mål, eller når Rasmussen foran? Under alle omstændigheder må man konstatere, at det er på Brøndby Stadion de flotteste mål scores dette forår.