
Fodboldmobning - nej tak!
28.05.2008 09:03
"Fodboldboldmobning - Nej tak" er på banen igen!
Atter i år går F.C. København Fan Clubs De Unge Løver og Brøndby Support med Brøndby Kids sammen om en kampagne mod fodbold-mobning blandt børn og følger emnet op fra de foregående års succes. Fodboldkulturen oplever et boom, og her spiller rivaliseringen mellem Brøndby IF og F.C. København en afgørende rolle.
Respekt for hinanden
Fodboldmobning er, når man bliver mobbet, fordi man holder med det modsatte hold i forhold til resten af eksempelvis klassen. Det er en form for mobning, som udspringer af et fordomsfuldt syn på fans af det andet hold og en fodboldkultur, der trods masser af positive elementer, også har trukket modsætningerne mellem tilhængerne skarpere op. Og når grænsen for acceptabel opførsel til tider kan være svær at finde for de voksne, hvordan er det så ikke for børnene?
Kampagnen mod fodbold-mobning drejer sig om respekt for andre mennesker. Vi vil gerne vise børnene, at nogen, som man ellers regnede for ?de andre?, kan være flinke nok. Og dermed på overordnet plan lære børn, at når man lærer de andre at kende, er der ingen grund til at mobbe dem eller f.eks. slås med dem.
Kampagnens omdrejningspunkt er en stor fodbolddag for børn mellem 6 og 12 år. Vi blander holdene, så Brøndby- og FCK-fans spiller på samme side. Børnene kan lære hinanden at kende ? uanset hvilken trøje de møder op i. Tidligere er der udvekslet ikke så få telefonnumre.
I 2007 mødtes vi i Hellerup på B1903s baner, denne gang bliver det i Brøndby. Vi håber på, at få nogle af børnenes idoler fra fodboldbanerne til at dømme kampe og vise sig som gode rollemodeller.
Festlig dag og fodbold-kamp
Deltagerne får ved ankomst udleveret en pose med T-shirt, sandwichkupon, sodavand og meget mere. Der er selvfølgelig præmier til vinderholdene.
Arrangementet bliver afholdt lørdag den 31. maj 2008 kl. 10.00 - 16.00 i Brøndby Kids på Brøndby Stadion, Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby.
Tilmelding og andre praktiske oplysninger om fodboldturneringen findes på
hjemmesiderne: fck.dk, fckfc.dk, bif-support.dk og brondby.com/kids
Har du brug for mere information, kan du kontakte Jimmi Mysander, Brøndby Support på telefon: 43 42 75 75 eller Sidsel Vest F.C. København Fan Club på telefon 35 43 23 43.
Glade fans på lægterne. Brøndby Kids og FCKs Unge Løver hygger sig sammen når Brøndby Kids på lørdag lægger lokaler til årets "Fodboldmobning - nej tak!"-dag.