
Dan Anton glæder sig til gensynet
07.05.2008 14:17
Når Brøndby IF og Viborg FF i aften mødes på Brøndby Stadion, er der mulighed for et gensyn af de mere interessante.
Dan Anton Johansen, der nåede at spille 259 kampe på Brøndby IFs bedste hold, vil i dagens anledning optræde som gæst i Brøndby, og det er noget den populære back glæder sig til.
Helt speciel følelse
- Jeg glæder mig vildt meget til den kamp. Selvfølgelig mest fordi det er Brøndby Stadion, som har betydet så meget for mig, og som er og bliver det fedeste sted at spille fodbold i Danmark, griner "Danton" i telefonen.
- Jeg forventer en god modtagelse, men det kan da godt være der er nogle enkelte der buher undervejs. Det er jo fodbold, og jeg ved hvor meget Brøndbys fans føler for deres hold når der spilles kampe, og så gør de jo hvad de kan, for at hjlælpe til. Om det så går ud over mig lever jeg nok med, fortæller han.
- Det er den klub, der betyder mest for mig, jeg skal spille imod. Men jeg er der jo med grøn trøje, så jeg vil selvfølgelig gøre hvad jeg kan for at vinde. Når det er sagt, håber jeg på det bedste for Brøndby i turneringen og i Europa til sommer.
- For Viborg handler det om overlevelse, og selvom det efterhånden er teoretisk, går vi på banen for at vinde de point der skal til. Det er spillemæssigt gået meget godt på det seneste, men det bliver mere end almindeligt svært at rykke over stregen.
- Det eneste der ærgrer mig lidt er, at kampen spilles så sent. Jeg håber der kommer mange mennesker alligevel, for der er ikke et bedre sted at spille i Danmark, end foran et fyldt Brøndby Stadion, slår Dan Anton Johansen fast.
I aften kommer en gammel kending forbi Brøndby Stadion. Dan Anton Johansen glæder sig til gensynet med gamle venner og især til mødet med Brøndbys fans.