
Tyvstart på træningen
24.06.2008 15:08
Den første træning efter ferien er egentlig først på torsdag d. 26. juni, men motionsrummet summer alligevel af aktivitet. Flere spillere har nemlig valgt, at henlægge en del af de resterende feriedage i "vante rammer" og i dag var Thomas Rasmussen aktiv ved maskinerne.
- Man skal jo holde formen ved lige, så vi kan få den bedst mulige start, smiler en svedende rasmussen efter noget der må have været mere end en enkelt maverulning.
Glæder sig
- Det bliver i det hele taget godt at komme i gang igen, lyder det fra Thomas Rasmussen.
Alle spillerne har fået individuelle træningsprogrammer med hjem i ferien, men flere har alligevel benyttet sig af muligheden for at træne på Brøndby Stadion. Bl.a. Nicolaj Agger, der glæder sig til at komme rigtigt i gang:
- Det har været en god ferie, og selvom den ikke er overstået endnu kan man godt mærke, at det begynder at krible lidt. Det er et godt tegn at sulten allerede er ved at være der, smiler Agger.
- Vi møder ind på torsdag, hvor der nok bliver holdt et "velkommen tilbage"-møde. Så går snakken lystigt mellem spillerne, men så står den også på træning, træning og atter træning, så vi er klar fra start, når ligaen indledes. Jeg er klar til at tage fat, smiler den unge angriber.
Træningen indledes torsdag d. 26. omkring kl 10 på bane 3.
Thomas Rasmussen behøver nok ikke lige så meget træningstøj på, når forberedelserne til næste sæson indledes på torsdag. Han, Nicolaj Agger og de andre spillere glæder sig til at tage fat.