
Der skal være plads til stolthed
12.06.2008 11:47
Over sommeren bringer brondby.com en række artikler fra den seneste udgave af Fodbold i Brøndby. Artikelserien bringer her et spændende interview med Brøndby IF's nye direktør Hermann Haraldsson.
Islændingen satte sig tilrette i direktørstolen den første april i år, og har allerede gjort sig mange tanker om, hvordan Brøndby IF skal se ud i fremtiden. Interviewet giver et indblik i Brøndby IF set gennem direktørens briller.
Mod ny storhed
Næste år skal Brøndby kæmpe med om guldet og i løbet af 3-5 år skal Brøndby være førende i Norden. Kom med på vores rejse, så gør vi tingene sammen, lyder det fra den nye administrerende direktør i Brøndby IF, Hermann Haraldsson.
Islændingene har gjort deres indtog i dansk erhvervsliv og nu også i Brøndby, hvor 42-årige Hermann Haraldsson 1. april begyndte som administrerende direktør. Hermann Haraldsson kom til Danmark allerede som 14-årig, så han er lige så meget dansker som islænding. Til trods for sin unge alder, har Hermann Haraldsson 12 års erfaring som administrerende direktør fra mediebranchen. Her høstede han særlig anerkendelse for sin evne til at opsætte mål og få alle til at arbejde som et hold for at nå dem. Han er en moderne leder der går forrest med et godt eksempel. Selv nævner han filmen Gladiator som et eksempel på moderne ledelse, da Fodbold i Brøndby møder ham til en snak om den første tid i jobbet og ambitionerne for fremtiden.
- Åbningsscenen er i virkeligheden et godt eksempel på moderne ledelse. Maximus og hans romerske hær står foran det afgørende slag mod germanerne. Maximus rider forrest og indleder angrebet. Han leder med et godt eksempel, og det er den type ledelse jeg gerne vil praktisere. Samtidig er jeg som administrerende direktør meget resultatorienteret og målrettet. Og så hader jeg at tabe! Det må du gerne skrive.
- Jeg lægger også stor vægt på at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives, og hvor der er et godt klima baseret på sunde værdier. I min tid som direktør i mediebranchen brugte jeg ofte Brøndby og den holdånd som gennemsyrer klubben som et forbillede.
- Som person er jeg nok en glad dreng, der er let at begejstre og som trives med andre mennesker. Jeg er typen der ser muligheder, så nogle gange er det nyttigt at have nogen til at holde mig på jorden. Som jeg også har sagt flere gange er jeg ansat i Brøndby for at skabe vækst og ikke til krisestyring.
Opskrift på succes
Hermann Haraldssons moderne ledelsesprincipper slår også igennem da han uddyber, hvad en administrerende direktør for Brøndby IF laver.
- Jeg er ansvarlig for den samlede økonomi, og jeg ser mig selv som sparringspartner for medarbejderne. De første uger har jeg brugt meget tid på at tale med folk og lytte til dem. Jeg er gået mere ned i detaljen i starten, end jeg almindeligvis ville gøre. Det har jeg gjort for at finde ud af hvilke knapper det er at skrue på, hvis vi skal have succes. Samtidig arbejder jeg på en strategiplan for de næste fem år. Den er godt på vej.
- Min hverdag er meget uforudsigelig. I virkeligheden er jeg nok den, der har den mest uforudsigelige hverdag. Jeg skal blive bedre til at få lagt nogle huller ind i kalenderen mellem alle møderne, for der dukker hele tiden ting op, vi skal tage stilling til. En glædelig begivenhed som sejren i pokalfinalen er et eksempel på en uforudset begivenhed, der kræver en masse af min tid og opmærksomhed. Problemerne under kampen mod FCK er et andet eksempel.
At Hermann Haraldsson har let til begejstring slår også igennem, da han bliver spurgt om sit første indtryk af klubben.
- Fantastisk positivt. Jeg havde på forhånd et positivt indtryk af klubben, jeg var jo selv fan og havde sæsonkort, og det er blevet bekræftet. Der er masser at være stolt af og masser af søde og dygtige medarbejdere på alle niveauer.
Stoltheden er kolossal
- Men man er næsten for beskeden herude og har accepteret mange slag. Vi har så meget at være stolte af, og derfor vil man se en klub med stor selvtillid i fremtiden. Dansk fodbold ville ikke være det samme uden Brøndby, og vi har nogle sunde værdier, som jeg tillægger stor vægt. Ingen over klubben, supra societatem nemo, er et sundt princip. Vores værdier; vilje, ambitioner, engagement og underholdning kan vi også være stolte af.
- Den der lever stille lever godt, siger man, men for os er det lidt anderledes. Vi havner i medierne lige meget hvad, og når vi så har så meget at være stolte af, skal vi også kommunikere vores resultater og værdier ud til omverdenen. Vi kan godt rette ryggen lidt mere.
- Desuden er der i dag meget der havner i medierne lige meget hvad. Derfor kan man lige så godt være åben, og der er ikke nogen tvivl om, at Brøndby i dag bliver opfattet som meget mere åben end tidligere. Fodbold er kerneforretningen, men i dagligdagen er brandet Brøndby IF i centrum.
- Derfor vil jeg også være synlig i det omfang det tjener Brøndby. Men I kommer aldrig til at opleve mig i diverse underholdningsprogrammer. Jeg har ikke behov for at profilere mig selv, og det tror jeg for øvrigt heller ikke tjener klubben.
Danmarks stærkeste sportsbrand
Som tidligere direktør i mediebranchen kender Hermann Haraldsson alt til branding og værdien af et stærkt brand. Brøndby er flere gange blevet fremhævet som Danmarks stærkeste sportsbrand, men hvad betyder det egentlig at have et stærkt brand, og hvilke muligheder giver det.
- Brøndby er et fantastisk stærkt brand, fordi det er et kendt varemærke, og fordi mange føler en stor loyalitet over for Brøndby. Vi er den klub der har flest fans i Danmark. Ca. 400.000 holder med Brøndby, og vi har konsekvent 25 procent flere seere end andre klubber.
- Og så er det ægte i Brøndby. Vi har ikke måttet opfinde en historie om Brøndby. Den er der allerede, og vi skal bare fortælle den. Vi har rod i en forening og et enormt stærkt fællesskab. Fællesskabet er vores grundlag, som det hele er bygget op omkring, og det skal vi være stolte af. Vi tror på vores værdier, og det er det der gør det ægte.
- Efter en årrække præget af kraftig velstandsudvikling og egoisme, er folk igen begyndt at besynge fællesskabet. Det går også, at vi tror endnu mere på vores måde at gøre tingene på. Vi føler vi har tiden med os og vil få det endnu mere i fremtiden.
- Mange vil gerne indgå i en relation med Brøndby, eksempelvis ved at se vores kampe og købe vores merchandise. Det giver os nogle muligheder. Det gør også, at der er mange virksomheder der gerne vil forbindes med Brøndby, hvilket også giver os store muligheder.
- Vores stadion og navnet på stadion er eksempelvis en meget stærk eksponeringssøjle. Det ville da være fjollet ikke at udnytte det. Den der har evnen, har pligten, som Mærsk sagde, og det er vores pligt at udnytte de muligheder vi har - så længe det ikke går ud over vores værdier.
Aldrig skamløst kommercielle
- Vi vil vedblive med at være foreningen der driver forretning, for ud af foreningen springer fællesskabet, og det er fællesskabet, der skaber vores stærke fundament for forretningen. Det er også derfor vi aldrig bliver skamløst kommercielle. Men det koster penge at være med helt i toppen, og hvis vi vil det, må vi udnytte mulighederne bedst muligt.
- For øjeblikket er vi i gang med at gennemgå hele organisationen for at se, om vi udnytter mulighederne i det eksisterende bedst muligt. Og der er helt sikkert mulighed for forbedring.
- Vi har flere mennesker på stadion end før, og det har blandt andet betydet, at vi ikke har kapacitet nok i boderne, og at kunderne har været utilfredse. Det ser vi nu på hvordan vi kan forbedre. Vi er den klub med flest fans, men vi er ikke dem der sælger mest merchandise. Det skal vi også forbedre. Og så har vi de mest fantastiske konferencefaciliteter, som vi skal udnytte endnu bedre.
Digitalisering, internet, og nye medieformer giver også nogle nye muligheder, som vi skal udnytte. I dag kan man komme ud til brugerne enkelt og billigt, Vi vil gerne indgå i dialog og relation med vores fans, og de vil gerne indgå i en relation med os. Det ligger der også et stort potentiale i.
- Vi vil gerne sige det samme som Barack Obama gør i den amerikanske valgkamp. I stedet for at sige til vælgerne "stem på mig, så vil jeg gøre sådan og sådan", siger han, "stem på mig og kom med på min rejse, så gør vi tingene sammen". Det tror vi meget på er fremtiden, og her står vi stærkt i kraft af det stærke fællesskab.
- De fleste nye tiltag er heldigvis allerede i gang, og jeg er bare kommet til og har bare skubbet lidt på. Desuden åbner vi til sommer lægeklinikken Amadeus på Brøndby stadion, og vi ligger i forhandlinger om overtagelse af Brøndby Hallen.
- Først når de eksisterende forretningsområder er udnyttet helt i bund, kigger vi på nye forretningsområder. I hele processen holder vi vores beslutninger op mod vores værdier. På den måde er værdibaseret ledelse nem. De store beslutninger skal hele tiden holdes op mod værdierne, og derfor er der heller ikke så meget politik i det. Og værdierne er hellige - de er ikke til diskussion. Ellers er alt skrevet med blyant.
- Der har været meget snak om, hvorvidt værdierne og vores historie er til hinder for udviklingen. Sådan har jeg endnu ikke oplevet det. Tværtimod. Her er boderne et godt eksempel. De drives af amatørforeningen. Derfor har vi indkaldt dem til møde, hvor vi har diskuteret problemerne. De er jo også interesseret i, at det går Brøndby så godt som muligt, så det er ganske uproblematisk.
Ambitioner og fremtiden
I løbet af foråret er styrken af Brøndbys trup blevet diskuteret intenst, men Hermann Haraldsson har stor tillid til den nuværende trup. Det er ikke i orden, at vi spiller uafgjort mod de tre bundhold og taber til OB og Aab hjemme, men vi har også præsteret på topniveau her i foråret. Vi har en stærk trup, og derfor behøver vi ikke tage overilede beslutninger eller desperate indkøb. Når transfervinduet åbner, vil vi se på hvilke muligheder der byder sig, og hvis vi kan styrke truppen med klassespillere, gør vi naturligvis gerne det. Jeg har en liste med spillere, det er i virkeligheden Anders's liste (Bjerregaard, red.), vi gerne vil hente til klubben, og det skal man også hele tiden have. På samme måde har jeg også en liste med administrative medarbejdere, jeg gerne vil ansætte i skuffen.
Når talen falder på næste og de kommende sæsoner, er Hermann Haraldsson klar i mælet.
- Næste sæson skal vi spille med om guldet. Det siger jeg, fordi jeg tror det er realistisk, og fordi det skal Brøndby sige og gøre. På mellemlangt sigt skal vi i løbet af de næste fem år etablere os som det førende hold i Norden. Det har Brøndby tidligere været, og vi har set Rosenborg være det i en årrække. Det førende hold i Norden klarer sig normalt også godt i de europæiske turneringer, og derfor synes jeg også det er et godt benchmark. Når vi har nået målene, må vi sætte os nye mål.
På det forretningsmæssige skal vi være den klub, der har den sundeste fodboldøkonomi herhjemme, og giver det bedste afkast af den investerede kapital. Desuden vil vi gerne omdanne Brøndby stadion til et center for sundhed, uddannelse og sport. Det er bestyrelsens ambitioner, og jeg skal føre dem ud i livet.
Vi sælger aldrig vores sjæl
Nyheden om at Brøndby er villige til at sælge navnet på stadion er bl.a. i fankredse blevet debatteret flittigt. Hermann Haraldsson er dog ikke i tvivl om, hvad fremtiden vil bringe.
- Om fem år er balancen mellem foreningen og forretningen ikke rykket. Brøndby bygger på et meget stærkt fællesskab, og det udspringer som nævnt netop af foreningen. Vi har Danmarks største ungdomsafdeling og den stærkeste talentfabrik. Det skal vi blive ved med. For som jeg allerede har sagt, er det fællesskabet der skaber de store kommercielle muligheder. Derfor vil jeg gerne sige til dem, der frygter, hvilken vej udviklingen vil gå. I kan være helt rolige. Vi er Brøndby, og det er vi stolte af. Vi sælger aldrig vores sjæl.
Læs fodbold i Brøndby online her.