
Travlt hos fysserne
30.07.2008 16:29
Der er travlt hos fysserne, der allerede onsdag eftermiddag har haft flere spillere på besøg på værelset, der til lejligheden er indrettet med to brikse og alskens udstyr.
- Sådan er det altid, når vi rejser. Spillerne samles ofte hos os, hvor tv'et kører og snakken går. Så får de en tur på briksen, hvis de altså har bestilt tid, fortæller sundhedschef Johannes Breum.
Fit for fight
Thomas Rasmussen og Peter Madsen har blandt andet stået for tur i løbet af eftermiddagen, og at dømme på humøret er der lagt op til en underholdende kamp torsdag aften.
- Nu skal vi lige se på forholdene og banen. Hotellet er fint nok, og selvom det ikke er det mest spændende hotel, vi har besøgt, så er der, hvad her skal være og humøret er i top, fortæller Peter Madsen.
- Vi trænede på kunststofbanen i går, og nu skal vi en tur ud og træne på kampbanen, så vi kan bedømme forholdene, men det ser jeg nu ikke som det store problem.
- Det er lidt anderledes, og det kan sikkert godt blive lidt glat i det her vejr, men jeg synes, vi spiller bedre og bedre, og vi kan jo godt lide spillet langs banen, som man jo kan praktisere på kunststof.
- Vi har vist god fremgang kamp for kamp, og kan vi fortsætte takterne, ser det rigtig godt ud for efteråret, vurderer Madsen.
Strømmen af spillere fortsætter ind og ud af døren hos fysserne, hvor kaffekogeren er på overarbejde og dagens tv-nyheder kører som baggrund uden nogen egentlig lytter efter, hvad der siges.
Efter træningen starter det hele forfra, og der er allerede ni spillere, der har skrevet sig på listen til en omgang massage og god behandling.
Peter Madsen får behandling før dagens træning, der foregår på morgendagens kampbane.