Stor Brøndby-interesse på Arto.dk

02.07.2008 14:03

Arto.dk er en af Danmarks mest populære hjemmesider for børn og unge, som ønsker at dele deres interesser og dagligdag med andre unge fra hele landet.

Og netop på Arto.dk har brugerne selv dannet en Brøndby-fangruppe, der hedder BIF Klubben. Klubben har eksisteret siden sommeren 2005 og er støt og roligt vokset sig op på over 4.000 medlemmer med en gennemsnitsalder på 16 år.

Velfungerende fællesskab

Klubben er en af de største i kategorien fodbold og mangler kun få hundrede medlemmer for at blive den største. De unge medlemmer af klubben er meget aktive og quizzer blandt andet mod hinanden, deler billeder fra deres Brøndby-oplevelser og debatterer om diverse Brøndby-emner.

På nuværende tidspunkt er over 3.500 Brøndby-relaterede emner blevet vendt i klubbens forum. Dette forum er hele Arto-klubbens hjerte og genererer livlig diskussion om alt hvad der sker i og omkring Brøndby IF. Klubben er uden sammenligning det mest populære og aktive sted på nettet for de unge Brøndby fans.

Samarbejde

Fra dags dato vil Brøndby IF aktivt hjælpe BIF Klubben på Arto.dk med præmier til forskellige konkurrencer samt materiale og information, så alle klubbens aktive kan følge deres yndlingsklub tættere.

- Det er altid rart at se, når vores fans selv tager initiativ til at støtte op omkring fællesskabet, der er forbundet med Brøndby IF, og det er derfor naturligt for os at give noget igen den anden vej, uden at vi på nogen måde fratager disse gruppers uafhængighed, siger Brøndby IF's kommercielle direktør, Ole Palmå.

Vind billetter til Juventus

For at markere at Brøndby IF sætter pris på alle fan-tiltag, lanceres i dag en "Brøndby IF og mig" billedkonkurrence  på Arto.dk. Her kan alle tage et billede af sig selv, hvor de viser deres tilhørsforhold til Brøndby IF på den ene eller anden kreative måde. For yderligere konkurrenceinformation skal du gå til forummet i BIF Klubben.

Vinderen bliver kåret af Brøndby IF's nummer 6, Samuel Holmén.