Sejr over Lyngby BK i træningskamp

09.07.2008 19:02

Sommersolen bragede ned over bane 5 ved Brøndby Stadion, da Lyngby BK kom på besøg i sæsonstartens tredje træningskamp. Og igen var der mødt et talstærkt publikum op, for at overvære opgøret.

De knap 800 tilskuere blev vidner til en kamp, hvor Tom Køhlert havde rokeret rundt på flere pladser, hvilket skyldtes, at både Jon Jönsson og Thomas Rasmussen havde meldt afbud med mindre skavanker. Max von Schlebrügge havde i dagens anledning overtaget anførerbindet.

God indledning

Lyngby BK indledte bedst og kom allerede foran efter fire minutters spil. Et flot kombinationsspil i gæsternes højreside endte med en tværaflevering til Lyngby-angriberen Kim Aabech, der via stolpen passerede Stephan Andersen i målet.

Men Brøndby IF bed godt fra sig minuttet efter, da Kasper Lorentzen sendte et frispark lige over den ene Lyngby-opstander. I det hele taget arbejdede Lorentzen stenhårdt og viste momentvis sin flotte teknik med flere lækre detaljer.

Efter en hektisk start bølgede spillet frem og tilbage med gode afslutninger i begge ender. Lyngby BK gav prøver på deres hurtige, direkte kontraspil, hvor anfører Schlebrügge gang på gang ryddede op i Brøndby-forsvaret.

I den anden ende knoklede Samuel Holmén med flere gode dybdeløb fra sin centrale midtbaneplads, og i det 32. minut gav anstrengelserne pote. Lorentzen fandt med en flot aflevering den arbejdsomme svensker i feltet. Med en fræk vending stod Holmén fri og kunne enkelt placere bolden i det lange hjørne til stor jubel for de mange fremmødte Brøndby-fans.

Brøndby-overtag

Det uafgjorte resultat holdt ind til pauseteen på trods af flere nærgående forsøg i begge ender. Tom Køhlert benyttede pausen til at skifte tre spillere. Ind kom Per Nielsen, Peter Madsen og Anders Randrup, og sidstnævnte viste, at han for alvor er sin skade kvit.

Brøndby IF var spilstyrende i anden halvleg, og Lyngby BK havde svært ved at tilspille sig egentlige chancer. I den modsatte ende, var det i stedet dagens svensker, der, med et resolut spark 25 meter fra mål, afgjorde kampen. Samuel Holmén bragte de blå-gule foran med et smukt plantet langskud helt nede i den venstre side af målet uden chancer for keeperen. 

Resten af opgøret var mere eller mindre powerplay foran Lyngby-målet, uden at det dog blev rigtigt farligt, og kampen endte med sejr til Brøndby IF på 2-1.

Tilfreds målscorer

Efter kampen var det da også en tilfreds Samuel Holmén, der mødte brondby.com.

- Jeg er rigtigt glad for at spille på den centrale plads på midtbanen. Det passer til min spillestil, og jeg får jo også scoret et par mål i dag. Så jeg er tilfreds med min indsats, lød det fra svenskeren.

- Vi er trætte i kroppen efter nogle hårde træningspas de sidste par dage, men jeg kan mærke, at vi er ved at være, hvor vi skal være. Nu gælder det kampen mod La Coruña på lørdag, og jeg glæder mig til at spille med de nye spillere. Det er virkelig nogle klassespillere, vi har hentet, sluttede den dobbelte målscorer af.

Lørdagens kamp mod det spanske hold bliver fløjtet i gang kl. 16. Sportscafeen 1964 åbner dog allerede dørene kl.13, hvor den nye trøje med UNICEF på brystet bliver præsenteret. 

Brøndby IF - Lyngby BK 2-1 (1-1)

0-1 Kim Aabech (4. min.)
1-1 Samuel Holmén (32. min.)
2-1 Samuel Holmén (68. min.)

Startopstilling

S. Andersen
D. Wass - M. Howard - M. v. Schlebrügge - J. Berthelsen
T. Mikkelsen - K. Daugaard - S. Holmén - K. Lorentzen
M. D. Rasmussen - C. Katongo

Indskiftninger
Per Nielsen / Mark Howard (46. min.)
Peter Madsen / Chris Katongo (46. min.)
Anders Randrup / Kim Daugaard (46. min)
David Williams / Morten 'Duncan' Rasmussen (56. min.)

Samuel Holmén
Samuel Holmén bliver lykønsket af Tobias Mikkelsen og Kasper Lorentzen efter det udlignende mål.