Sejr over AaB
26.07.2008 20:34
Solen bragede fra en skyfri himmel og sendte termometeret tæt på de 30 grader på et gyngende Brøndby stadion, da de forsvarende mestre fra AaB kom på besøg lørdag eftermiddag. Specielt Faxe-tribunen var i storform.
Begge mandskaber brugte hvert spilstop til at fylde koldt vand på tanken, men på trods af drikkeriet virkede varmen dæmpende på spillet - specielt i anden halvleg.
To gange Max
Træner Køhlert havde valgt Peter Madsen og Chris Katongo i angrebet, mens Alexander Farnerud huserede på Brøndby IF's offensive midtbane. Inden kampstart blev bolden svævet ind af en faldskærmsudspringer, der kunne lægge læderet i midtercirklen.
Kampen startede med stor intensitet fra begge hold, og spillet bølgede frem og tilbage. Dog med Brøndby IF som spilstyrer. Allerede fra kampens start markerede Max von Schlebrügge sig med flere gode indgreb.
Første store chance til Brøndby IF tilfaldt Kasper Lorentzen i det 20. minut, hvor han headede en aflevering fra Thomas Rasmussen på mål, men Karim Zaza i AaB-målet kunne akkurat afværge.
Fem minutter efter var det så Farneruds tur til at smække bolden ind over, og her hoppede Max von Schlebrügge højest og kunne heade kuglen over stregen til en 1-0-føring til de blå-gule. Stor jubel blandt de 11.560 fremmødte tilskuere.
Bare minuttet efter var det AaB's tur til at score. Bagerst i Brøndby-feltet stod Caca helt fri og kunne let heade bolden ind bag en sprællende Stephan Andersen.
I det 41. minut kunne Brøndby IF's svenske midterforsvarer for anden gang i kampen bringe de blå-gule foran. Efter en hjørnesparkskombination endte bolden hos Farnerud, der med et følt lob headede bolden på overliggeren. Riposten faldt ned til Schlebrügge, der scorede sit andet mål.
Nummer et
Brøndby IF startede anden halvleg, hvor de slap i første med flere flotte angreb. Samuel Holmén var tæt på at bringe Brøndby IF yderligere foran, da han modtog en aflevering i feltet. Men Zaza fik fingrespidserne på og kunne sende Holméns bragende skud til hjørne.
Som kampen skred frem faldt intensiteten, og selvom Jan Kristiansen og Morten "Duncan" Rasmussen kom banen, formåede Brøndby IF ikke at score på nogle af de kontraløb, der bød sig i slutningen af kampen, da AaB pressede på for udligning.
Lørdagens kamp endte derfor med en 2-1-sejr til de blå-gule, der dermed har maksimumpoint og ligger nummer et i SAS Ligaen - ind til de andre hold spiller deres kamp søndag eftermiddag.