
Remis i testimonial
12.07.2008 17:56
Brøndby spillede i eftermiddag 1-1 med Deportivo La Coruña. En kamp der først og fremmest vil blive husket for Per Nielsens rolle. Brøndby-kæmpen spillede sin afskedskamp, og det var en afsked som hovedpersonen aldrig vil glemme.
- Jeg skylder jer en kæmpe tak. Uden jer havde Brøndby ikke været det, vi kender klubben for, sagde Per Nielsen bl.a. til fansene efter kampen.
Deportivo La Coruña indledte kampen bedst med flotte kombinationer og gæsterne var meget boldsikre. Farnerud, der fik debut, skulle lige finde sig til rette ved siden af Morten 'Duncan' Rasmussen i Brøndby-angrebet.
Brøndby-spillerne kæmpede dog, hvor specielt Samuel Holmén og Jon Jönsson på midtbanen arbejdede stenhårdt. Stille og roligt blev kampen mere lige og seværdig.
Deportivo bragte sig foran efter 29 minutter på en flot 1-2 kombination i Brøndby-feltet og angriberen kunne let tippe bolden det sidste stykke ind over stregen. I det efterfølgende angreb bed Brøndby-spillerne for alvor fra sig, og med en perfekt aflevering ind i feltet af Daniel Wass, kunne Duncan sætte hovedet på og udligne.
Halvlegen endte uafgjort. Efter pausen havde begge trænere udskiftet mange spillere, men det betød nu ikke lavere tempo. Per Nielsen blev udskiftet efter 47 minutter og hele stadion klappede stående den rutinerede spiller fra banen. En fantastisk oplevelse, der gav gåsehud og blanke øjne.
Anden halvleg blev ganske seværdig. Begge hold gik efter at vinde kampen. Deportivo var især farlige centralt, mens Brøndby var farlige langs kanterne, hvor både Thomas Rasmussen og Daniel Wass gik godt med i det offensive spil.
Blandt tilskuerne blev Per Nielsen hyldet længe efter han havde forladt banen og pludselig brød jublen løs - Per Nielsen vendte tilbage til banen, da Jon Jönsson måtte forlade kampen med krampe.
Hjemmeholdet overtog mere og mere af spillet som halvlegen skred frem og både Samuel Holmén og Peter Madsen var ganske tæt på at bringe Brøndby foran.
Det sidste held manglede og derved endte kampen 1-1. Et resultat der for de fleste tilskuere var ligegyldigt. Man var kommet for at hylde en sand blå-gul helt - Per Nielsen.