Rasmussen: God mulighed

25.07.2008 10:01

Efter tre nederlag mod AaB i sidste sæson har Brøndby IF's spillere revanche til gode, når netop mestrene fra Aalborg lørdag eftermiddag besøger Brøndby Stadion.

- Kampen mod Juventus gav os mulighed for at spille en kamp med høj intensitet, og det fik vi alle godt udbytte af. Kampen mod AaB bliver også højintens, hvor vi vil gå på banen for at fortsætte den gode udvikling vi er inde i, fortæller Thomas Rasmussen.

Kombinationsspillet fungerer

- Vi vil blande os i toppen i år, og der findes ingen bedre mulighed end en kamp mod de nykårede mestre, slår Rasmussen fast.

- Vi vil fortsætte de gode takter fra de seneste par kampe, og selvom der stadig er arbejde, der skal gøres på træningsbanen, kan man mærke og forhåbentlig også se fremgangen fra kamp til kamp.

- Specielt vores kombinationsspil kører bedre og bedre, og mod Juventus viste vi, at vi også kan spille fodbold mod de rigtig gode modstandere.

- Vi har tabt de sidste par kampe mod AaB, men kan forhåbentlig bryde stimen lørdag, og bevise at det ikke bare er snak, smiler Thomas Rasmussen, der sammen med holdkammeraterne kan se frem til god støtte fra lægterne på Brøndby Stadion.

Rasmussen

Rasmussen glæder sig over det gode spil i de seneste kampe, hvor der er blevet spillet god kombinationsfodbold uanset modstanderen.