
Per: Tårer i øjnene
12.07.2008 19:20
- Selvfølgelig har jeg tårer i øjnene; Brøndby har været hele mit liv.
Det var en ydmyg Per Nielsen efter kampen mod Deportivo La Coruña; hans sidste kamp som aktiv for Brøndby IF. En kamp hvor han blev hyldet fra start til slut.
Stemmen knækker
- Ens stemme knækker, når man oplever sådan en afsked. Men det gør ikke så meget, for jeg mangler ærligt talt ord, der kan beskrive hvad denne klub og de fantastiske fans har betydet for mig.
- Jeg kunne ikke have forstillet mig en flottere afsked. Selvfølgelig drømmer man om fuldt hus til sådan en kamp, men jeg ved godt, at det ikke sker midt i sommerferien, så synes egentlig at kampen var rigtig flot besøgt, smiler Per Nielsen og genfinder for første gang sit normale stemmeleje.
- Dette er ikke et farvel, for jeg vil stadig have min daglige gang fremover på stadion, men selvfølgelig fordøjer man ikke 15 år på et øjeblik. Det kommer til at tage noget tid.
Tak til alle, især fansene
- Jeg kan ikke takke fasne nok for denne afsked og for deres støtte til mig og især holdet gennem de sidste mange år. De fans vi har i Brøndby IF er ganske unikke! Hvis jeg kunne, ville jeg gerne kunne have sagt tak og farvel til hver enkelt.
- Men jeg føler at jeg trods alt fik sagt både tak og farvel til alle; selv om det både blev til afsked og comeback i denne kamp, fortæller den legendariske midterstopper smilende med hentydning til, at han blev indskiftet midt i anden halvleg. Efter at være blev udskiftet.
- Klubben er hele mit liv, og det vil den heldigvis også være fremover, afslutter Per Nielsen inden stemmen knækker endnu engang.
Per Nielsen havde en stor dag med følelserne på højkant.