Peer forlænger

14.07.2008 10:01

Cheftræner for Brøndby IF's 2. divisionshold, Peer F. Hansen, har netop forlænget sin kontrakt med 4 år. Det betyder, at den unge træner også i fremtiden vil stå i spidsen for den U-trup, der har gjort det godt de seneste år.

- Det er jeg selvsagt utroligt glad for. Jeg trives rigtig godt i klubben, og rollen med at udvikle spillerne før de skal tage det sidste skridt, passer mig perfekt. En 4-årig forlængelse giver ro og god basis for netop at se længere end bare en enkelt eller to sæsoner, fortæller Peer Hansen, der også hjælper til omkring arbejdet med A-truppen.

Masser af potentiale

- Jeg og familien er faldet godt til. Brøndby er en klub, hvor alle er velkomne, både mennesker og nye idéer. Når man kommer ind fra højre, som jeg, har man altid en masse nye tanker, og jeg har oplevet, at alle muligheder er åbne, hvis man vil noget med sit arbejde. Det vil jeg, smiler han.

- Samtidig er der masser af råstof og dygtige talenter at arbejde med.

- Vi havde en god sæson sidste år forstået på den måde, at vi fik spillet offensiv fodbold som vi ønsker, og vi har oplevet en trup af meget lærevillige spillere, der hver især har været igennem en positiv udvikling.

- Vi fungerer som hold, og der er også spillere, der individuelt viser potentiale. Vi sluttede på en flot placering, når man tænker på, at vi stort set kun bruger helt unge spillere, men resultatet er for så vidt ikke i fokus. Vi spiller offensiv fodbold for at lære, og nogle gange koster det i den anden ende, hvilket vi er helt klar over, lyder det.

- Når det er sagt, skal spillerne også vænne sig til et benhårdt elitemiljø, hvor man naturligvis går ind for at vinde hver eneste duel og hver eneste kamp, tilføjer cheftræneren.

Nye ansigter i truppen

Der sker lidt i truppen, både den ene og anden vej.

- Kasper Lisdorff skal være soldat og Lukasz Cieslewicz skifter permanent til Hvidovre. Derudover "forfremmer" vi to U19-spillere; Osama Akharraz og Mustafa Hassan. De er begge på et niveau, hvor de skal matches på et højere niveau, og begge spillere har i forvejen været inde over 2. divisionsholdet et par gange.

- Begge spillere er offensivt mindet. "Mus" (Mustafa Hassan, Red.) er en dygtig og flittig afslutter med god teknik, mens Osama (Hassan, Red.) er den klassiske 10'er-type, der ligger lige bag de forreste og fordeler spillet med overblik og også en god teknik, lyder beskrivelsen.

- Vi spiller første kamp mod Greve, men jeg forventer, at et hold som Slagelse og naturligvis nedrykkerne fra første division bliver de sværeste modstandere. Der er lagt op til mange gode og spændende kampe i den kommende sæson, men igen... Det er ikke resultatet, der er det primære, men udviklingen af spillerne, runder Peer F. Hansen af.

Peer F. Hansen

Peer F. Hansen er klar til endnu 4 år i Brøndby IF, og ser frem til den kommende sæson med store forventninger, blandt andet til de nye ansigter i truppen.