
Målbonus til UNICEF
23.07.2008 11:17
Treparts-samarbejdet mellem KasiGroup, UNICEF og Brøndby IF giver nogle helt unikke muligheder for de tre samarbejdspartnere.
UNICEF har, ud over eksponeringen på Danmarks mest kendte brystkasser og et årligt millionbeløb, mulighed for at benytte Brøndby Stadions faciliteter til fundraising af forskellig art, men flere tiltag er undervejs.
Mål hjælper ikke kun Brøndby IF
Aftenens kampsponsor, KasiGroup, har besluttet sig for at donere 5.000 kr. til UNICEF hver eneste gang en Brøndby-spiller scorer på Brøndby Stadion.
Det er altså ikke kun Brøndby IF og alle klubbens fans, der i fremtiden vil kunne glæde sig over hver eneste mål til hjemmeholdet på Brøndby Stadion, men også UNICEF's store hjælpearbejde vil se frem til kontante tilskud.
- Vi er meget glade for samarbejdet og de muligheder det giver både Brøndby IF, UNICEF og os selv. Vi så muligheden for at gøre lidt ekstra ved dette tiltag, og så er det op til Brøndbys spillere, at få sat nogle mål på kontoen, fortæller sponsorchef hos KasiGroup, Søren Colding, med et smil.
- Det er ikke tilfældigt, vi har hjertet i logoet, og det er ikke tilfældigt, at vi har valgt at arbejde sammen med Brøndby IF. Med de værdier vi står for, er det naturligt at begge parter bidrager til det store hjælpearbejde UNICEF gør, og på denne måde er der grund til dobbelt-glæde, hver gang en Brøndby IF-spiller sætter den i kassen på Brøndby Stadion.
- Forhåbentlig bliver det til rigtig mange mål i løbet af sæsonen, lyder det fra Søren Colding.
Ordningen gælder alle kampe på Brøndby Stadion, så hvis det skulle lykkes at overliste Buffon et par gange onsdag aften, vil det ikke kun være de mange tilskuere, der kan trække lidt ekstra på smilebåndet.
Duncan er ikke med i aftenens kamp, men mon ikke den skarpe angriber vil være med til at bidrage til UNICEFs hjælpearbejde med et pænt antal mål i løbet af sæsonen.