
Gislason på vej
08.07.2008 13:28
Brøndby IF's anfører, Stefan Gislason, har endnu til gode at deltage i en træningskamp i opstartsfasen. De to kommende kampe mod Lyngby onsdag og Deportivo La Coruña lørdag bliver heller ikke med islændingen på holdet.
- Jeg har haft lidt problemer med knæet, men træner med. Jeg deltager i kant- og pasningsspillet og regner med at være helt med fra midt i næste uge, fortæller Gislason.
Ladet op
- Det har været godt med ferien, og man kan mærke, at hele truppen er kommet tilbage med god energi. Vi har mange spændende og interessante opgaver foran os, og med den optimisme der er i truppen, tror jeg, vi kan komme rigtig godt fra start, lyder det fra anføreren.
- Det er også spændende med de nye ansigter. Vi har fået tilført to virkelig gode spillere, og i det hele taget ser truppen stærk ud. Vi vælger dog at tage det kamp for kamp, for vi skal under alle omstændigheder bedre fra start i år end sidste sæson.
- Jeg glæder mig bare til at blive helt klar og regner med at kunne spille med inden længe, runder Gislason af.
Manden med det flyvende karatespark er snart klar til at tage anførerbindet tilbage. Gislason regner med at træne fuldt med fra midten af næste uge.