Duncan: Jeg glæder mig

04.07.2008 15:50

For Morten 'Duncan' Rasmussen har forårssæsonen været præget af skader, der har holdt den farlige angriber ude af startopstillingen.

Efter sommerferien er der til gengæld kommet andre boller på suppen, og landsholdsspilleren er igen blevet helt fit for fight.

God stemning

- Jeg elsker at spille fodbold, så jeg glæder mig til at komme i gang med at spille kampe igen, lyder det fra Morten 'Duncan' Rasmussen.

- Træningskampen mod Hvidovre gik ok for mit vedkommende. Det var godt at få noget kamptræning i benene, og så lavede jeg et mål og havde en assist. Det giver selvtillid på kontoen, lyder det.

Morten 'Duncan' Rasmussen spillede den første halvleg mod Hvidovre, inden Chris Katongo afløste i pausen. Tom Køhlert gav også spilletid til Nicolaj Agger og Peter Madsen i angrebet.

- Der er en positiv stemning i truppen, og folk er opsatte på at vise, at vi gerne vil være med i toppen igen. Der bliver gået til den til træning, og vi arbejder stenhårdt på at være klar til den første kamp mod B36 Tórshavn i UEFA Cuppen, slutter angriberen af.

Allerede i morgen har Morten 'Duncan' Rasmussen og resten af Brøndby-holdet mulighed for at teste formen, når de møder Randers FC i en træningskamp på Kristrup stadion.

Morten 'Duncan' Rasmussen
Morten 'Duncan' Rasmussen og resten af Brøndby-holdet arbejder hårdt på træningsbanen for at blive klar til den nye sæson.