
Max: Jättekul at spille første kamp
26.01.2008 15:19
Max von Schlebrügge spillede en lille time af dagens træningskamp mod Lyngby, og selvom han måtte bede om at blive taget ud med maveproblemer, var den glade svensker ét stort smil efter kampen.
- Det var jättekul (sjovt, Red.), at spille første kamp for Brøndby, lød den første kommentar i omklædningsrummet.
Overraskende mange fans
- Jeg har spillet venstre back mange gange før, men det er efterhånden lidt tid siden sidst, så der er naturligvis nogle ting man lige skal vænne sig til igen, smiler han.
- Jeg synes det gik OK, uden at være imponerende på nogen måde. Desværre har jeg døjet lidt med ondt i maven siden i går, og allerede efter 5 minutter var jeg træt. Det tager virkelig på kræfterne, men jeg fik da en times fodbold ud af det, og det er jeg bare glad for nu, lyder det.
- Jeg ved ikke om man kan bedømme noget ud fra en sådan kamp, hvor vi har mange spillere væk, og vejret er som det er. Alligevel synes jeg vi fungerer godt defensivt i første halvleg, mens der stadig kan spilles fodbold. Der er god kommunikation på banen, og det er det vigtigste for at blive spillet ind, mener den nye 18'er, der mest lagde mærke til de ca 200 tilskuere, der var mødt frem.
- Det var jo umulige forhold, også for dem. Jeg må sige at jeg er overrasket over at se så mange mennesker til en sådan kamp i øsende regnvejr og storm. Hvis det er et tegn på, hvor stor opbakningen er, kan jeg kun sige at jeg glæder mig endnu mere til at komme i gang for alvor, lyder kommentaren.
Trods umulige vejrforhold og dårlig mave, er Max von Schlebrügge glad for at have spillet første kamp for sin nye klub. Svenskeren fik en times tid i venstre forsvarsside og gjorde det fint.