Martin og Martin topper listen

21.01.2008 13:45

Før spillerne fik lov til at spille bold, var første del af dagens træningspas lagt i hænderne på Rene Skovdahl. Brøndby IFs fysiske træner sendte spillerne til test, og der måtte svedes for lønchecken i dag.

Til gengæld er formen hos spillerne rigtig god, hvilket glæder Rene Skovdahl.

Spillerne blev presset

'Vinder' af bip-testen blev Martin Ericsson, der slog midtbane-kollega og navnebror Retov knebent.

- De bliver presset til det yderste i disse interval-tests, men alle spillerne endte relativt højt i forhold til tidspunktet på året, men de to gange Martin gjorde det lige en tand bedre. Der er dog flere spillere, der har holdt sig i rigtig god form i ferien, og det giver kroppen dem kredit for i opstartsfasen, lyder den indledende dom fra Skovdahls side.

- En mand som Per Nielsen har været meget aktiv, og det reagerer hans krop naturligvis på. Han viser målbar styrkemæssig fremgang, og virker i det hele taget rigtig fit. Sådan er det nu med stort set alle, og jeg må sige at jeg i mine efterhånden 9 år i Brøndby, kan se en klar fremgang i optaktsfasen.

- Spillerne har simpelthen en bedre og bedre indstilling, hvilket smitter af på den måde de behandler kroppen på, især i ferierne. Det er også nødvendigt, for det er deres vigtigste redskab, smiler den fysiske træner.

Dagens test kaldes også "yoyo-test", og går ud på, at spillerne løber nogle interval-løb på en fast distance, men med kortere og kortere tid til at fuldføre runden.

- Testen viser, hvor hurtigt den enkelte spiller kan restituere, eller komme sig efter høj-intenst arbejde. Det er meget henad det arbejde de gør på banen, hvor der er krav til eksplosioner hele tiden, og testen giver os et godt billede af hvor de står. De skal ikke være på toppen endnu, men mange af dem er rigtig godt på vej allerede, runder Rene Skovdahl af.

skovdahl

Rene Skovdahl følger træningen nøje. Formiddagens tests gav positive resultater, og den fysiske træner kunne efterfølgende konstatere, at formen hos flere spillere er endog rigtig god i forhold til tidspunktet.