
Køhlert: OK test under svære forhold
26.01.2008 15:14
Tom Køhlert havde 12 mand fra A-truppen til rådighed til dagens kamp mod Lyngby, og de svære betød, at der ikke blev spillet meget fodbold. Især hjemmeholdet viste dog glimtvis gode kombinationer i første halvleg, hvor også forsvaret stod godt.
- Vi fokuserede en del på defensiven i dag, hvor Max von Schlebrügge trods maveproblemer spillede fint på backen, og arbejdet med, at skubbe den bageste kæde frem fungerede godt, lyder Køhlerts umiddelbare dom efter kampen.
Første kamp efter hård uges træning
- Vores fokus under træningen er af naturlige årsager det fysiske. Vi har været igennem en hård uge, med 2 x træning flere dage, og taget i betragtning at det var første kamp med så mange folk væk, var det fint nok.
- De ting vi især har lagt vægt på under det taktiske oplæg virkede rimeligt, så længe forholdene var til, at spille fodbold. I anden halvleg blev det stort set umuligt, men vi fik set en del spillere, også de helt unge, og der var flere der gjorde det godt.
- Vi har 8 træningskampe mere, og i første omgang handler det egentlig mest om, at komme i gang. Vi vidste, at vi ville skifte mellem Williams og Agger, og da Gislason blev vist ud efter et kvarter, og Max måtte gå ud af med ondt i maven, fik vi mulighed for at teste nogle andre ting også. Meget mere kan man vist ikke sige om den kamp, smiler Køhlert, mens han vrider det sidste regnvand af tøjet.
Mike Jensen var et af lyspunkterne, og med 2 flotte mål under meget svære forhold fik han sat sit aftryk på en ellers ujævn kamp.