
Køhlert og co. klar til kamp
25.01.2008 12:31
Kasketten var trukket godt ned over ørerne og hovedet klemt ned bag de store flapper på Brøndby-jakken. Det var bidende koldt at overvære dagens træning, også for cheftræner Tom Køhlert, der nøje iagttog spillernes aktioner på bane 25.
I morgen sender han sine spillere på græs til årets første træningskamp, og forventningens glæde er så småt ved at indfinde sig. Lyngby er modstanderen i kampen, der spilles kl. 12:00 på Brøndbys bane 26.
Spilletid til flere
- Ja, det bliver godt at komme i kamp igen, men man kan ikke lægge så meget i den første kamp så tidligt i opstartsfasen. Vi har en masse landsholdsspillere afsted, og de er jo naturligvis inde omkring holdet, men omvendt giver det de andre muligheden for at få spilletid, funderer Tom Køhlert i den grumme januarstorm.
- Det bliver nok ikke en kamp med det mest polerede spil. Jeg tror vi kan forvente masser af fight og intensitet, som det normalt er i træningskampe. Forholdene er heller ikke lige til skønspillet, hvis vejret fortsætter som nu, fortæller Køhlert, mens han lige kaster blikket mod det ene rullemål, der af blæsten flyttes en 5-6 meter fremad. Også kegler og bolde blæses afsted hen over grønsværen.
- Det er svært i en blæst som den her, med de hårde vindstød der ind i mellem kommer. Det bliver en kunst at få spillet til at glide, men det ser egentlig ok ud her igen i dag. Der er god tænding på og spillerne arbejder godt.
Tom Køhlert, der her er fanget i mildere vejr, havde god grund til at fryse under dagens træning. Det var bidende koldt og vinden gjorde det vanskeligt at træne for spillerne. Alligevel ser cheftræneren frem mod lørdagens træningskamp mod Lyngby.
Agger i aktion
Fem U-21 spillere trænede i dag med og indgår alle i truppen til træningskampen mod Lyngby i morgen. Daniel Wass, Daniel Stenderup, Pierre Kanstrup, Mark Leth Pedersen og Patrick Mortensen er derfor til Køhlerts rådighed. Derudover indlemmes U-21 keeperen Kasper Vilfort også i truppen.
Ellers er Køhlert ikke meget for at sige det store om det taktiske oplæg til morgendagens kamp. Èn ting er dog sikkert: Der bliver spilletid til både David Williams og Nicolaj Agger.
- Efter planen får de en halvleg hver. Ellers regner jeg med, at spilletiden bliver godt fordelt i morgen. Det handler om at få spillerne i kamp og igen... den første kamp skal man ikke lægge for meget i, smiler Køhlert, der bl.a. understreger, at han glæder sig til at se Max von Schlebrügge i aktion.
- Han er virkelig god og har gjort det godt til træning her de første uger. Han har en fantastisk udstråling og har et stort overskud, så han også kan give noget til de andre spillere. Det er dejligt at se og det bliver også godt at se ham i kamp med de andre, afrunder Køhlert spændt.
Træningskampen mod Lyngby spilles altså i morgen, kl. 12:00 på bane 26. Baneoversigten finder du her.
Der blev scoret mange mål og lige så mange gange røg bolden langt over mål i den stride vind. En af målmagerne i dag var dog Morten "Molle" Rasmussen, der sprudlede med 6 mål på 8 forsøg. En ganske god statistik for en defensiv-spiller.